|
|
En mand går i forfald. "Sults" unavngivne hovedkarakter hutler sig gennem Kristianias gader med et hoved summende af tanker, tristhed og trøstesløshed. Alt imens sidder læseren og klapper i hænderne over den sproglige virtuositet og psykologiske præcision.
Fra vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet synes sult og små kår at figurere som fjerne fjender. Efter at have læst Knut Hamsuns Sult fra 1890 vil enhver uvidenhed på området transformere sig til næsten selverfaret håndgribelighed. Hamsun, der selv har gået arbejdsløs og sultet i den norske hovedstad, fremmaner hunger, harme og håbløshed med så stor en indsigt og indlevelse, at man efterlades sønderlemmet, slået .. og sulten!
Protagonisten er navnløs. Arbejdsløs, hjemløs, uden familie og uden fæller. Ensom og forladt vandrer han rundt med knurrende mave og opspilede øjne, evigt på udkig efter det næste måltid mad. Indre monologer er hans loyale ledsagere. Arrige selvbebrejdelser og maniske udbrud. Gamle venner krydser hans spor kun for at minde ham om tilværelsens elendighed. Nu og da skriver han en artikel, som han afsætter med møje og besvær blot for et par dages mæthedsfølelse. Men den fuldstændige, den forsonende mæthed udebliver. Sulten er allestedsnærværende. Altødelæggende.
Livet leves fra hånden til munden. Snart begynder forstanden også at svigte. Krop og sjæl i drønende deroute - "når jeg tænkte på det, blev det mere og mere ubegribeligt for mig, at lige netop jeg skulle være udvalgt som prøveklud for Guds nådes griller. [..] kunne jeg så tydeligt mærke en svaghed, der tog til lidt efter lidt, jeg var ligesom blevet for mat til at styre og lede mig selv hen, hvor jeg ville; en sværm af små skadedyr havde trængt ind i mit indre og udhulet mig. Hvad nu hvis Gud ligefrem havde i sinde helt at ødelægge mig?"
I mange år var Knut Hamsun Norges kulturelle persona non grata. Nazistiske tilbøjeligheder under 2. Verdenskrig skamferede hans almene anseelse for bestandigt. De seneste år er man dog begyndt at adskille manden og værket, og med relanceringen af Sult, oversat efter Hamsuns endelige udkast, er der en god chance for, at den udskældte nordmand får sin - velfortjente - litterære genfødsel.
Sult er intet mindre end en ingeniøs indsigt i et menneskes psyke på dets ultimative eksistensprøvelse; indespærret i et materielt eksistensminimum. Med sit forkrøblede selvbillede på slæb pendler centralfiguren forgæves mellem samfundets strenge selvopretholdelse og individets ubønhørlige afhængighed af samfundet som både sjælelig og materiel medspiller. Hamsun dissekerer skarpsindigt dette fortvivlende afhængighedsforhold, menneskets ubarmhjertige grundvilkår og udsigtsløse kamp mod en filosofisk absurditet.
En skarpsleben menneskeforståelse lader sig ane hos Hamsun. Gennem bogens 203 sider åbner han nænsomt lemmen ind til en følbar karakterologi, som læseren efterhånden begynder at mærke som sin egen. Den subjektive fortælleform sammenlægger hovedpersonen og læseren. Det personlige point of view er i den grad koncentreret, at man som læser ganske enkelt bliver ét med hovedkarakteren. Det er fantastisk veludført og forbandet virkningsfuldt.
Sproget dirrer af eksplosiv galskab, sanseligt liv og upåtaget poesi - "det er efterårets tid, midt i forgængelighedens karneval; roserne har fået betændelse i deres rødme, et hektisk vidunderligt skær over den blodrøde farve." Plot er der ikke meget af. Til gengæld excellerer værket som et spidsfindigt studie i den menneskelige psykes tinder og tilbagegange. Underfundigt er det, at man på intet tidspunkt har ondt af sultens udmattede bærer. Storslået og ukrænkelig er han i selv de mest fornedrende øjeblikke. Og som sådan en sand helt. En sultende sand helt naturligvis.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Knut Hamsun: Sult
Gyldendal, 208 sider
ISBN: 8702130718
