|
|
(Foto: Christian Geisnæs, Nordisk Film)
Mikkel Nørgaards "Kvinden i buret" placerer sig uden de store svinkeærinder i slipstrømmen på den stærkt ombejlede, og efterhånden lidt forudsigelige, "nordiske noir-tradition". Men takket være en stramt tøjlet fortællestruktur og en lyd- og billedside i utæmmet frigear sender filmen én helt derud, hvor man skal være - på kanten af sædet!
Så sidder man der. Med hjertet i halsen og ansigtet i skødet. Foran én sidder en kvinde og stirrer ud i rummet med mørke, tomme øjne. Blege tændstikarme stikker ud af en undertrøje, der engang var hvid, og afmagten står malet i det voksblege, forkrampede ansigt. I et hurtigt ryk fører hun en solid metaltang op til munden og begynder at flå i sin venstre kindtand. Ikke bare ét, eller to men hele fire forsøg må der til, før kvindens smertensskrig forløser én fra den insisterende knasende lyd af knogle, der giver sig under tangens faste greb.
Det ovenstående optrin er blot et uddrag fra dansk films seneste skud i krimi-bøssen: Kvinden i buret. Den første af i alt fire planlagte filmatiseringer af Jussi Adler Olsens bestsellerserie om politienheden Afdeling Q. Kvinden er den fiktive karakter Merete Lynggaard, som spilles af skuespillerinden Sonja Richter. Men filmen kan et eller andet, som gør, at man et øjeblik glemmer denne virkelighed, og sanseligt og følelsesmæssigt føler sig trukket helt med ind i dens kuldegysningsfremkaldende rum.
Den kan noget, som gør, at man også glemmer, at den hvad plot og karakterer angår nærmest er som skåret efter en skabelon af den nordiske noir-tradition.
Vi har Carl Mørck, kriminalbetjenten med et ansigt som en livstræt bassethund, som sparkes ned i politigårdens støvede kældergange til afdelingen Q, fordi der med chefens ord: "ikke er nogen, der gider arbejde sammen med ham". I afdeling Q skal Mørck læse gamle henlagte sager igennem og sørge for at få dem lukket i en fart. Umiddelbart et tilforladeligt og ufarligt skrivebordsjob, hvis ikke Mørck var stædig og insisterende som få (eller rettere sagt som alle de andre nordisk-noir-betjente før ham). Der går ikke længe, fra han har fået fingrene i sagen om Merete Lynggaard, en ung politiker som forsvandt for 5 år siden, før han står på en færge på vej til Tyskland.
Carl Mørck skildres solidt af Nikolaj Lie Kaas. Men med sin hang til flasken, ikkeeksisterende sociale kompetencer og et traumatiseret indre, der ildevarslende slår ud i en let rystende venstre hånd, er han ikke ligefrem nyskabende, hvad skildringen af kriminalbetjente i den nordiske krimitradition angår. Ej heller er sammensætningen med en modsætningsfyldt partner, her i skikkelse af Assad, der hører høj "jalla-musik" og presser Carl på følelserne, eller den skruppelløse, iskolde skurk, der viser sig selv at have en grufuld baggrund, så man som publikum pludselig forstår ham lidt bedre.
Men hvad er det så helt præcist Kvinden i buret kan?
Den kan transformere en omgang halvtriviel krimi til en forrygende og neglebidende seeroplevelse ved hjælp af et stramt styret manuskript, hvor overflødigheder er elimineret, og kreative omsætninger af romanens tekst får lov til at leve. Igennem en blændende smuk billedside, hvor alt har stoflighed og dybde, lige meget om vi befinder os i et drømmeagtigt snelandskab eller i helvedes beskidte forgård. Og ikke mindst ved hjælp af et overvældende lydunivers, der stædigt opbygger et ubehag, som både sender signaler til mavesækken om at skibe morgenmaden retur og skriger på éns empatisystem.
Det er det, Kvinden i buret kan - og det er i virkeligheden ikke så lidt.
Kvinden i buret
Se spilletider
Se filminfo
