|
|
(Foto: Øst For Paradis)
Med "Dybet" har islandske Baltasar Kormákur begået en interessant film baseret på den virkelige historie om Guðlaugur Friðþórsson, der overlevede 6 timer i det iskolde nordatlantiske hav i 1984.
En kold nat i marts 1984 synker fiskerbåden Breki nogle kilometer ud for Islands Vestmannaøer. Skibet trækker næsten hele besætningen med sig i dybet, og de få, der er tilbage, ender med at dø af hypotermi (nedkøling) efter kort tid i det iskolde hav. Det eneste tilbageværende besætningsmedlem er Gulli (Ólafur Darri Ólafsson). Efter 6 timers kamp om liv og død lykkes det Gulli at nå i land. Vel tilbage på landjorden må han nu konfronteres med de afdøde fiskeres slægtninges sorg, sit eget behov for at vide, at man finder ligene af venerne, og eksperternes ønske om at forstå, hvordan det er lykkedes ham at overleve så barske omstændigheder.
Dybet er en interessant film om en nationalhelt, hvis eneste ønske var at overleve. Dette ønske (samt hans overvægt!) medvirkede til, at det netop var ham, der overlevede. Men selvom det synes som en åbenlys naturlig forklaring, så er det nærmest pinligt, sådan som han bliver behandlet med elektroder, motionstest mv. i et marinehospital i London, fordi videnskaben har brug for at forklare, hvordan det kunne lade sig gøre.
Værket er delt op i tre dele: Introduktion af karaktererne/udsejling, forlis/overlevelse i havet og til slut forsøgsperioden på hospitalet. Det er en smuk film grundet dens loyalitet over for det folk, den fortæller om, og samtidig er den sørgelig på en udefinerbar måde (er det fiskernes hårde liv/død eller den måde, hvorpå Gulli bliver behandlet som et naturens misfoster af videnskaben eller begge dele?). Filmen er derfor på en og samme tid en stor hyldest til det benhårde fiskerliv i Nordatlanten og det islandske samfunds tæthed til naturen og også en film om, hvordan menigmand bliver gjort til forsøgskanin, når det eneste, han i virkeligheden ville, var at vende tilbage til sit gamle liv.
Samtidig er det forfriskende at se, hvordan en jordbunden menneskellig fortælling resulterer i en film, hvis titel Dybet konnoterer havmonstre og hajer, i modsætning til forventningen om en hel spillefilm om, hvordan besætningen kæmper mod vandets magt i bedste amerikanske katastrofefilmstil.
Billederne er holdt i blågrå toner, som uden tvivl hænger sammen med det barske nordlige klima, men gennem dem trænger der stadigt et håbefuldt glimt, som kan findes i samfundets og venskabets fælleskab. Især Gullis tid i vandet, som er klippet sammen med flashbacksekvenser fra hans fortid samt forestillinger om det, han vil gøre, hvis han får en sidste dag på jorden, er poetisk og menneskesjælelige rene.
På denne vis bliver islandske Baltasar Kormákurs film til en flot etnografisk fortælling om et folks levevis og er et flot alternativ til de gængse mainstreamgenrer.
Dybet
Se spilletider
Se filminfo
