Flere nyheder

 
Teater
Dansehallerne i rødt

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dansehallerne i rødt
Man. 14. okt. 2013


(Foto: Bjarke Ørsted)

Med samlebetegnelsen "RØD" havde Dansk Danseteater premiere på to værker af svenske Örjan Andersson.

Det var tydeligt, at Örjan Anderssons hovedinspiration til at skabe koreografi til aftenens to værker har været musikken.
I den muntre afdeling startede forestillingen med værket 32 Variations til musik af Ludwig van Beethoven. Tanja Zapolski iført en auberginerød velourkjole med bar ryg sad ved flyglet. Hun var et med sit instrument og i samarbejde med danserne, der dansede med og op mod musikken.

Örjan Andersson havde udstyret danserne med seks bevægelser, og over disse er hele værket skabt. Seks bevægelser er dog alt rigeligt for moderne dansere at fabulere over, og det blev der i den grad. Dansernes arme hvirvler som møllehjul, når de ikke hopper rundt som små firbenede dyr. Værket er abstrakt, men helt abstrakt er det selvfølgelig ikke, for med piger og drenge på samme scene opstår der konstellationer, følelser og i dette værk ikke mindst humor. Der var en lethed over hele foretagendet, der fik en til at længes efter mere.

Anderledes sørgmodigt er aftenens afslutningsværk RØD, som Örjan Andersson skabte til Nederlands Dans Theater tilbage i 2001. Med musik af Dmitrij Sjostakovitj fra 1960, hvor komponisten var plaget af tanker om selvmord, er der tale om et melankolsk værk. Danserne er klædt i forskellige nuancer af rødt, og baggrunden er rød, ligesom en firkant på scenen er rød og oplyst. Danserne drives frem i horder af musikken og spæner scenen rundt med en stamina, der kan gøre selv tilskuerne forpustede. En enkelt pige er i centrum for begivenhederne, og en herre ristes i det røde felt. Værket er vedkommende og farligt, også selv om der på premiereaftenen manglede to skadede dansere.

Man kan undre sig over, at man ikke havde valgt at slutte af med de 32 variationer med levende musik på scenen. Det løfter altid, at musikken kan ses og høres live. Det er dog en minimal indvending mod en helstøbt, indholdsrig og kunstnerisk professionel aften i selskab med Dansk Danseteaters toptunede dansere. Det er elitært, men så alle kan være med, og det er en kunst.

RØD
Dansehallerne
Se spilleplan