|
|
"De var skrevet i følelsernes røde lys og ikke i sandhedens hvide lys," erklærer Virginia Woolf sammenfattende om nogle af de mange bøger, hun har pløjet sig igennem for bedre at kunne forstå, hvordan kvindekønnet bliver opfattet i virkeligheden og i litteraturen. I 1928 holdt hun to forelæsninger på Cambridge University om emnet, som senere udkom i bogform. De foreligger nu i genoversat form. Talerne bader skiftevis i det røde og i det hvide lysskær.
Titlen er drillesyg. Er det en feministisk forelæsning eller en indførende indretningsmanual, jeg kaster mig over? Sidstnævnte indskydelse er egentlig slet ikke ved siden af. Indretningsfakta og -forslag er der nemlig en hel del af i Woolf overdådige
opinionsopus. Ikke sofaplacerende og samtalekøkkenorienterede indretningstips, men en åndelig positionering af kvindekønnet gennem historien. Nærmere bestemt den engelske litteraturhistorie.
Kvindens supprimerede sociale status med kuede kulturelle potentialer bliver dissekeret på begavet og bredtfavnende vis under Woolfs kyndige, kløgtige - og kærlige - mikroskop. Woolf dirrer på sit køns vegne, men er ikke desillusioneret. Måske en smule skuffet, men langt fra slukøret. Både indigneret og frustreret, men på intet tidspunkt irettesættende eller fordømmende.
Ironiske tonefald - "at et berømt bibliotek bliver forbandet af en kvinde, er et berømt bibliotek aldeles ligegyldigt", tækkelige tankestrømme - "men næsten uden undtagelse fremstilles de (kvinder, red.) i forhold til mænd. Det var mærkeligt at tænke på, at alle store kvinder i litteraturen indtil Jane Austens tid ikke blot blev set af det andet køn, men udelukkende set i relation til det andet køn" og konstaterende/kontemplative rationaler - "uden selvtillid er vi som spædbørn i vuggen. Og hvordan kan vi skabe denne uberegnelige egenskab, som dog er så uvurderlig, på den hurtigste måde? Ved at tro, at andre mennesker er os underlegne," sætter turbo på Woolfs kvindediskussion anno 1928.
Forældet? På ingen måde. Hverken Woolfs sproglige arsenal, uantastelige argumentationslogik eller kontekstuelle ståsted føles tilbageskuende, endsige udtrådte. Masser af patina, men langt fra passé. Woolf er en akademisk jættekvinde, sydende af sprogligt overskud og narrativ overflødighed, at man både beundrer og bliver inspireret af monologernes kreative kim og intellektuelle reservelager. Indholdet behandles med den ypperste professionalisme. Et skarpt historisk og socioøkonomisk udsyn, der gnidningsfrit skuer over flere tidsepoker, skaber sammenhæng og indbyder til perspektivering. Med en litteraturforankret ekspertise, som inddrager, modstiller og sidestiller flere værker, aktører og processer, tilfører hun tematikken adskillige facetter.
Woolf imponerer med sin fantastiske viden på litteraturområdet, hvis røst alle dage har rimet på patriarkalsk. Grundtonen i bogen er dog alsidig, og de mange refleksioner leveres med nuance og overvejelse. Alligevel synes pegefingeren mestendels at prikke til testosteronet. Østrogenerne tildeles kanske alt for lidt ansvar - og for lidt selvstændighed. Skismaet mellem kvindens sociale armod og deraf manglende midler til selvudfoldelse og mandens socioøkonomiske dominans analyseres med pondus og omtanke.
Fortællestilen pendler en smule uorganiseret mellem det fagligt nøgterne og det subjektivt poetiske. Det bliver en kende forvirrende og mudrer den ellers sobre debat.
Sit eget værelse bliver den frigørende stemme, som datidens forstokkede hierarki havde forstummet. Niveauet forbliver dog højt. Og skræmmende relevant mange steder den dag i dag.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Virginia Woolf: Sit eget værelse
Nyoversat af Merete Ries
Rosinante, 208 sider
ISBN: 8763816997
