Flere nyheder

 
Litteratur
Kain

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kain
Ons. 16. okt. 2013

Et sidste farvel foreligger nu på dansk i form af portugisiske José Saramagos sidste bog, "KAIN". Han vandt Nobelprisen i 1998 og fik dermed den tilhørende popularitet. En popularitet, der sidenhen ganske ufortjent dalede noget herhjemme. Det er som at lytte til en kær gammel ven, når Saramago fortæller, og man holder mere og mere af ham for hver udgivelse.

Portugisiske José Saramago (1922-2010) er manden bag et noget særpræget forfatterskab. De respektive værker er hver sin egen, men udgør alligevel en lille del i et samlet hele. Man er aldrig i tvivl, når man sidder med en roman af Saramago i hånden. Tonen, stilen og handlingen er på mange måder den samme, men alligevel oprulles en historie, der ofte er morsom og bittersød på samme tid. Saramago ser bag facaden, men han griner ikke; han lader os se latterligheden i vores selvbevidste verdensbillede. På smukkeste vis er hans sidste bog en pegen fingre af den gammeltestamentlige Gud og mennesket. Han har før taget favntag med den kristne religion. Det skete i den vidunderlige Jesusevangeliet, der selvsagt ikke var lige populær alle steder. Nu er det så Kain, det gælder. Adam og Evas søn, der dræbte sin bror. Saramago tager sig nogle friheder, men han rammer meget nøjagtig den snusfornuftige og kløgtige beskuer, der ikke så meget spørger, hvordan kan det lade sig gøre, men i langt højere grad hvorfor? Og her er Saramago som romanforfatter i sit es og uden for rækkevidde. Det hele går op i en højere enhed. Hvorfor lader Gud så megen smerte ske? De store fortællinger fra Det Gamle Testamente oprulles i en lind strøm, alle med Kain som hovedpersonen, der pendler fra den ene til den anden. Der er Adam og Eva, Noas ark, Abrahams ofring af egen søn, Jobs bog, Babelstårnet, Sodoma og Gomorra og ikke mindst Lilith, Adams første kone, med hvem Kain får et barn - for at nævne de væsentligste i ikke-kronologisk orden. Og så selvfølgelig historien om Kain og Abel.

Engle, Gud og Satan befolker jorden med deres dogmer om livet blandt mennesker, men Gud er den værste af dem alle; han kræver prøvelser og ikke mindst menneskeofringer en masse. Udmærket, siger Kain, da han forstår, at Gud netop vil udslette Sodoma og Gomorra grundet massiv hor, men hvorfor skal også børnene ofres? Og hvorfor skal Loths hustru straffes, da hun vender sig for at kigge på kugleregnen fra himmelen? På trods af emnets gennemtærskethed gennem tiden, så tilføjer Saramagos lille bog en ironisk, sarkastisk og ikke mindst relevant kritik af begrebet over dem alle; Gud. Måske forekommer det virkelig, at imens man sidder og læser KAIN, at Saramago er blevet trukket til side i det hinsides for at uddybe vægtige pointer. Ganske vist må det siges, at Saramago ikke har nogen dårlig sag. Tvært imod.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

José Saramago: Kain
Oversat af Tine Lykke Prado
Samleren, 148 sider
ISBN: 978-87-638-2255-8