Flere nyheder

 
Teater
DJØF med løg(n)

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
DJØF med løg(n)
Man. 28. okt. 2013


(Foto: Miklos Szabo)

Den prisbelønnede historiefortæller Per Helge Sørensen har begået et helaftens-onemanshow om absurditeterne i omstillingsparate, offentlige virksomheder midt i uendelige omstruktureringsprocesser.

Per Helge Sørensen drønede ind på teatret i taxa efter at have været på direkte tv i Aftenshowet, og det var da også en sleben embedsmand, der indtog scenen på Nørrebro Teaters lille black box-scene på Frederiksberg. Per Helge Sørensen kender DJØF-verdenen indefra fra et arbejdsliv både som menig DJØF'er og som manden med visioner på direktionsgangen. Han har således hentet inspiration til sit show fra det virkelige liv med virksomhedskonferencer, der ikke skal føre til noget, bootcamps med indlagt trommedans med "den hvide neger", drøftelser af træk i kontorarealer, medarbejdertilfredshedsundersøgelser, implementering af sagsgange m.v.

Per Helge Sørensen var også obs. på, at der var anmeldere til stede i salen, og de blev i bedste ledelsesstil bedt om at tage referat, om end det ikke blev præciseret, om dette senere skulle præsenteres i bullit points i en powerpoint-præsentation eller bare skulle arkiveres i mappen med uønskede mails. Der blev også truet med gruppearbejde. Det blev dog ikke nødvendigt, for Per Helge Sørensen kørte veloplagt showet ene mand i strømlinet, elegant jakkesæt og lyseblå kontorskjorte.

For en DJØF'er det velkendte scenarier, der oprulles. Alle vi DJØF'ere har en bootcamp eller en konference med i rygsækken, hvor mål og midler efterfølgende ligger hen i tåge, og hvor opfølgningen af visionen er lagret i et aflåst lokale eller måske gemt væk i den forsvundne analyseafdeling. Det har den fordel, at en ny vision hurtigt kan opfindes. Man kan bare finde den gamle og kalde den noget nyt og smart.

Per Helge Sørensen har både vid, intelligens, rytmisk finurlighed og humor til at holde sit publikum fangen med underspillet charme og selvironi, og indsigten i den særlige DJØF-dominerede tankegang om management med meget mere er tydelig. Op til pausen kører showet med eksekutiv effektivitet og med en kugleregn af absurde historier fra det, Per Helge Sørensen kalder et Beckett-inspireret kammerspil, og salen var i den grad med på spøgen. Showet var dog en anelse for langt og skulle måske have været omstruktureret og slanket med et kvarter, så det kunne have kørt uden pause. Det kan dog have skyldtes et ministerielt krav om, at seminaret ikke måtte eksekveres på under to moduler.

Djøf med løg(n)
Nørrebro Teater, Frederiksberg Scenen

Se spilleplan

Idé og manuskript: Per Helge Sørensen
Konsulent: Charlotte Sachs Bostrup
Historiedoktor: Kasper Sørensen