|
|
Den københavnske trio Rising slår til igen med endnu et fuldfedt album, fyldt med sludge,
hardcore og klassisk metal.
Rising har efterhånden eksisteret en god håndfuld år, siden debuten i 2009, som bød på forfriskende konsekvent metal med masser af kant. Siden fulgte bandet op med det første fuldlængdealbum To Solemn Ash i 2011, hvor tempoet blev trukket helt ud og efterlod lytteren i en tonstung ødemark af sort destruktion. Der har aldrig været nogen forsonlige træk ved Risings musik, og Abominor forsøger da heller ikke at komme nogen i møde med bare noget, der ligner mainstream. Og heldigvis for det.
På det forrige album var der tydelige referencer til amerikanske ISIS ved numrenes længde og kompleksitet, hvor man på det nye har skåret numrene mere ind til benet, samtidig med at man har skruet godt op for tempoet. Lyden er stadig lige så beskidt, og Jacob Krogholt fyrer stadig effektive bredsider af hardcore sludge af, men indimellem sniger der sig mere klassisk metal ind i riffsene, og især Johansens trommer lægger et hurtigere niveau som et nyt element i Risings musik.
Fungerer det så? Det svage led i mine ører er Halds vokal, som langt hen ad vejen fungerer rigtig godt, især på de tidligere udgivelser, hvor stilen i højere grad var det tunge, beskidte sludge. Men på dette album passer vokalen ikke rigtig til de mere klassiske passager og fremstår underligt anstrengt, hvor musikken lægger mere op til en varieret stil. Det hurtigere tempo og de enklere kompositioner er friske tiltag for at skabe ny energi og en anelse ny retning, men det er kun momentvist, det virker helt overbevisende.
Personligt synes jeg, at To Solemn Ash er et langt mere helstøbt og vellykket album, men hatten af for Risings evner til at bevæge sig i en genre, hvor det hurtigt lukker sig om sig selv. Når Rising er bedst, måler de sig med Eyehategod og især High On Fire, som må være en stor inspirationskilde, og Abominor er ubetinget et vægtigt udspil på den danske metalscene.
Rising: Abominor
Ude på LP og digitalt fra Indisciplinarian
