Flere nyheder

 
Film
Når sex bliver et drug

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Når sex bliver et drug
Tor. 14. nov. 2013


(Foto: Scanbox)

Hvad sker der, når man bare må have sex hele tiden? Når man er decideret afhængig og ikke kan få nok. Man kan ikke tænke på andet, og man kan ikke holde fingrene for sig selv. Det kan på mange måder godt gå hen og skabe en del problemer for de mennesker, der lider af dette. Filmen "Thanks for Sharing" giver os et indblik i fem menneskers kamp med afhængigheden.

Abstinenser, sved på panden og kilden i underlivet er noget, de fem hovedpersoner alle kan nikke genkendende til. De mødes nemlig alle i en støttegruppe for sexafhængige. Adam (Mark Ruffalo) har lige fejret sin 5 års-dag som afholdsmand og er gennem tiden blevet tætte venner med sin mentor i gruppen, Mike (Tim Robbins). Sammen støtter de hinanden gennem svære tider både til møder og privat.

Til en fest møder Adam kvinden Phoebe (Gwyneth Paltrow). Lange blikke og en endnu længere samtale bliver begyndelsen på deres nye hede forelskelse. Adam må på flere områder give efter for det, han har kæmpet imod de sidste 5 år, og kan Phoebe nu også acceptere hans afhængighed? Phoebe er måske i virkeligheden ikke selv perfekt, hvis man kigger efter i sømmene.

Mentoren Mike virker på alle områder som en person, der har alt under kontrol. En person, som med det samme er der for de folk, der måtte have brug for hjælp. Men har han nu også alt under kontrol på hjemmefronten? Når problemerne banker på døren, kan det måske alligevel være svært at være helt ovenpå, selv for en person som Mike.

I mellemtiden har Adam også fået sig en mentee, nemlig den lidt nørdede Neil (Josh Gad), som langt hen ad vejen lyver sig igennem mentorprogrammet, indtil han til sidst bliver tvunget til at se alvoren i øjnene. Neil, der ikke rigtig har nogen venner og slet ikke af det modsatte køn, bliver overrasket og glad, da han møder den nye pige i gruppen, frisøren Dede (P!nk). Der opstår nemlig ret hurtig en særlig kemi mellem de to.

De fem personer krydser oftest veje til møderne, hvor de alle har én ting til fælles, som er at støtte hinanden i det, der er allersværest - nemlig når sex bliver et drug.

Holdet bag The Kids Are Alright er på banen igen med Thanks for Sharing. Filmen går under betegnelsen en feelgood-komedie, men på trods af dette stikker filmen dybere end som så.

Trods de sjove anekdoter hist og her er filmens tema afhængighed et alvorligt og moderne emne at tage op. Ikke nok med at der er tale om afhængighed, så er det tilmed sexafhængighed, som er ligeså, hvis ikke endnu mere, tabubelagt end de andre former for afhængighed, der findes. Filmen skildrer temaet på en fin måde, ikke for groft og ikke for plat. Man bliver præsenteret for emnet på fornuftig måde, hvor de fleste kan være med, og det er med til at give filmen plusser i bogen.

Thanks for Sharing
Se spilletider
Se filminfo