|
|
Nick Cave & The Bad Seeds gav en monstrøs koncert i Falconer Salen. Her bragede de igennem med gamle velkendte numre, såvel som nye klassikkere fra bandets seneste album "Push the Sky Away". Aftenen var første ud af to udsolgte koncerter i det københavnske efterår.
Falconer Salen var endnu engang venue for en koncert med en af de helt store i rockens verden, nemlig Nick Cave & The Bad Seeds. Det legendariske band ledet af den karismatiske australier Nick Cave gik på scenen omtrent kl. 21 og gav knap to timers brag af en koncert.
Aftenen blev skudt i gang med nummeret "We No Who U R" fra bandets seneste album Push the Sky Away. Nick er iført guldskjorte og sort blazer, som han hurtigt må af med efter nogle få numre og euforiens hede. Mellem numrene konverserer han med sit publikum; holder dem i hånden og ønsker en glad sjæl blandt tilskuerne god bedring med forkølelsen, mens en anden bliver kaldt a sad fuck for at have gulerødder med til en koncert. Musikeren er tilstedeværende og yderst kæk.
1994-hittet "Red Right Hand" fra albummet Let Love In rockede hele salen igennem og fik publikum helt i stødet og op i det røde felt. Denne blev efterfulgt af den nye og mere stille ballade "Mermaids", hvori sangteksten bekræfter, at Cave er en troens mand ("I believe in God, mermaids too.."). Netop denne tro på Gud er tilstedeværende i mange af kunstnerens tekster - især i den smukke "God is in the House", som bliver spillet med Cave bag klaveret, hvor vi bliver bekræftet i, at han selv er ligesom sin Gud: Allestedsnærværende.
Sættet bød således på en god blanding af sange fra bandets seneste album og de store hits i bagkataloget. Der er rock'n'roll for alle pengene, men også melodiske sange, der kan snige tårerne frem, idet Caves stemme synes at knække i falsetten af bare følelsesfuldhed. Personligt har jeg svært ved at bestemme mig for, hvilken af de to genrer jeg bedst kan lide, men der er ingen tvivl om, at Cave kan formidle begge med lige megen kraft og magt.
Nick Cave er på en gang en gud og en djævel på scenen, hvor djævlen især fylder salen i sangen "Stagger Lee": "I'm that bad motherfucker called Stagger Lee/Barkeep said, yeah, ..I kick motherfucking asses like you every day Mr. Stagger Lee/Well those were the last words that the barkeep said 'cause Stag put four holes in his motherfucking head!"
"Stagger Lee" virker som en passende måde at afslutte koncerten på, for Cave har givet den så meget gas, at luften synes sivet ud af ballonen, men herren har alligevel kræfter til mere og runder fint af med den mere stille "Push the Sky Away", inden at bandet forsvinder ud af scenen.
Publikum er på dette tidspunkt fanget i musikkens velbehags magt og råber, klapper og pifter efter Hulemanden, som så kommer ud og giver hele fire ekstranumre, inklusiv "Breathless" fra Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus, inden der bliver sagt godnat og tak for i aften.
Nick Cave (& The Bad Seeds) er karismatisk(e) og lyden er tunet til perfektionen. Derfor bekræftede aftenens koncert at musikken er en kunstart med en storhed og magt, der ikke kan findes i andre kunstarter.
Men det er svært at bruge ord til at gengive de store følelser, der strømmer igennem ens krop, når man oplever en koncert af denne kaliber. "Magnifikt", "bragende", "energisk" eller "storladent" - ingen af dem synes nok til at beskrive oplevelsen til fulde. Derfor er det eneste rigtige at gøre vel at unde sig selv oplevelsen, næste gang Nick Cave og hans trup er på turné.
Nick Cave & The Bad Seeds
Falconer Salen 8. november 2013
