Flere nyheder

 
Musik
Wooden Shjips i Pumpehuset

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Wooden Shjips i Pumpehuset
Tir. 3. dec. 2013

Monotont, indadvendt, repetitivt, elektrisk - meget kan man kalde Wooden Shjips, men de fire amerikanere er først og fremmest nogle gennemførte syrehoveder.

Shiny Darkly
Den danske trio varmede op - eller kølede ned, om man vil - med en dyster og kold Joy Division-inspireret mørkerock med et underspillet og distanceret udtryk. Momentvist fungerede det fint i det tilproppede lokale, der kun manglede en tung cigaretrøg for at fuldende billedet af den rene undergrund. Uden på nogen måde at lyde som Wooden Shjips havde Shiny Darkly den samme indadvendte og retrospektive måde at levere deres show på, og som sådan passede de to bands egentlig meget godt sammen. Musikalsk blev det aldrig den helt store oplevelse, men med noget bedre materiale og mere rutine kan det unge band sagtens udvikle sig til noget interessant.

Wooden Shjips
Rutine har Erik Johnson & co. derimod, og med deres seneste udspil Back to Land er det efterhånden også et fyldigt bagkatalog, bandet kan plukke fra. Med smagsprøver fra det nye album og et solidt greb tilbage i tiden leverede kvartetten et gennemføret syreangreb på publikum, der kvitterede med begejstring.

Det lille lokale i Pumpehusets underetage fungerede også perfekt og skabte intimt nærvær med et band, man ikke kan klandre for at være udadvendte på nogen måder. Der kom knap nok et ord mellem numrene fra den langskæggede nisse bag guitaren, og de øvrige tre kunne lige så godt befinde sig lysår væk i deres eget univers. Og det er måske det, der beskriver Wooden Shjips bedst. De er vitterligt langt ude og langt væk med deres retrorock, hvor det især er det gentagne, monotone refræn, der skaber stemningen. Det er ikke melodierne, på ingen måde sangen, ej heller sværhedsgraden af det der foregår, men derimod processen, hvor musikken bygges op indefra med det konstante gentagende riff, som pludselig eksploderer i hjernen, når man endeligt overgiver sig til musikkens mantra. På den måde minder Wooden Shjips som en blanding af tidligere Loop og Spacemen 3, og køber man konceptet, er det bare med at stige om bord på rumskibet af træ og af sted til Saturn med en bønne og en kasse øl.

Denne aften fungerede det hele perfekt, og på trods af det lidt ensformige og på sin vis også begrænsede udryk, Wooden Shjips benytter sig af, var det umuligt ikke at blive suget ind i det psykedeliske rum, hvor kvartetten fra San Francisco er ubestridte høvdinge.

Wooden Shjips i Pumpehuset 2. december 2013