|
|
(Foto: Miracle Film)
Med "Gloria" har den chilenske filmskaber Sebastián Lelio formået at kreere et ærligt værk om kødelig lyst og følelsesmæssige behov, efter den kvindelige overgangsalder har sat sit præg på krop og sind.
Gloria (Paulina García) er en kvinde i en moden alder. Manden blev hun skilt fra for 12 år siden. Børnene er fløjet fra reden og selv i gang med at formere sig. Hun er kontormus på et arbejde, som vi ikke ved, hvad består i, men som virker jævnt og kedeligt på os og på hende. Derfor bruger hun sin fritid i forsøg på at genleve sin ungdom: Hun danser natten lang på diskotek for seniorer, mens hun søger mændenes blikke, og hun dyrker yoga med folk, der er noget mere elastiske end hende selv. Gloria bor alene, og de eneste besøg er dem fra rengøringsdamen og naboens siameserkat. Tilværelsen er grå og kedelig, og mest af alt ønsker Gloria det, som vi alle gør: Ikke at føle sig ensom.
En aften på diskoteket møder hun Rodolfo (Sergio Hernández). Han er betaget af Gloria, og de to indleder et forhold. Forholdet giver dem et nyt energipust og mening med tilværelsen. Rodolfo finder Glorias smilende charme og varme euforisk, og hun smittes af hans ungdommelighed. De bruger weekenderne i Rodolfos forlystelsespark og spiller paintball. Det lidenskabelige fejler heller ingenting, og de to elsker som nyforelskede kaniner. Alt er idyl, indtil Rodolfo møder Glorias familie og skræmmes væk - ikke af dem, men af sin egen umodne måde at takle situationen. Nu skal Gloria finde ud af, om hun gider relationernes besvær eller har det bedst med at danse alene.
Castet i Gloria spiller fænomenalt - især hovedrolleindehaveren Paulina García, der fik Søvbjørnen i Berlin for sin rolle, leverer en pragtpræstation. Hun formår at give et billede af en elegant og samtidigt sørgelig moden kvinde. Dette gør, at vi som tilskuere først har ondt af hende, men hendes udvikling i filmen får os til at heppe på hende. Man kan kun ønske sig selv at blive så afklaret i livet. Garcías stille og kontrollerede skuespil er sammen med et stramt anlagt manuskript uden tvivl det, der skaber perfektionen i værket.
Sebastián Lelios kundskaber som audiovisuel skaber har gennem "kun" fire spillefilm (La Sagrada Familia, Navidad, The Year of the Tiger og Gloria) gjort, at han har vundet international anerkendelse og præmier på nogle af de største filmfestivaler.
Gloria kunne godt være gået hen og blevet en kliché af en film. Den kunne være forfaldet til den klassiske fortælling, ofte lavet inden for en komisk melodramatisk genre, om hvordan modne/ældre mennesker mødes og skaber nye forhold og venskaber, som så løser alderdommens problematikker omkring ensomheden. Men dette sker heldigvis ikke, for Gloria er en hyldest til selvstændigheden og til at turde stå alene, fremfor dårligt ledsaget. Dét, at Lelio har turdet skabe sexscener mellem to midaldrende mennesker, føles befriende og ærligt - vi behøver jo ikke kun at se smukke unge karakterer kaste sig i armene på hindanden af lyst på storskærmen. Sexscenerne, og i det hele taget forholdet, mellem Gloria og Rodolfo, bliver derfor et fint billede på, hvor ærlig filmen er over for virkelighedens liv, langt væk fra The Best Exotic Marigold og lignende.
Gloria
Se spilletider
Se filminfo
