Flere nyheder

 
Film
"Brokeback Mountain" - auf deutsch

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
"Brokeback Mountain" - auf deutsch
Tor. 9. jan. 2014


(Foto: Reelpictures)

Stephan Lacants spillefilmsdebut "Free Fall" omhandler politimændene Marc (Hanno Koffler) og Kay (Max Riemelt) og deres kærlighedsforhold i et heteronormativt tysk politikorps.

Alt i Marcs liv går efter planen. Han har en lovende karriere i politiet foran sig, kæresten, Betina, som han venter barn med og et hus, som hans forældre har foræret ham. Forstadsidyllen er på sit højeste, når Marc og Betina bowler med deres venner og glæder sig til den nye lille i hjemmet. Men da Marc begynder at løbe med politikollegaen Kay, og Kay forsøger at kysse Marc, bliver verden, som han kendte den, lige pludselig noget mere rodet.

For Marc nyder Kays kys - og andet, og de to indleder et forhold, der holdes hemmeligt for Betina og det delvist homofobiske politikorps. Alt dette sker naturligvis ikke uden konsekvenser, for selvfølgelig opdager Betina og Marcs familie, at der er noget "galt". Kay vil gerne have, at Marc springer ud af skabet og fortæller Betina om deres forhold. Og da Kay bliver arresteret på bøssebar efter en vild aften i byen, er der heller ikke fred for diskriminering på politistationen.

Free Fall, der er blevet kaldt den tyske Brokeback Mountain, minder egentligt meget om dens amerikanske forgænger: Den tager det mest "mandlige" setup, man kan forestille sig, og får en homoseksuel romance til at udspille sig i den, og så er der dømt melodramatik for alle pengene. Stadig er Free Fall, ligesom Brokeback Mountain, en film, der hæver sig over den gængse homofobiske diskurs, som den ellers lader til at være pakket ind i til at starte med.

Marc er bange for at være bøsse, og omgivelserne er bange for bøsser. Men det lykkes instruktør Stephan Lacant, - med forrygende hovedroller spillet af nogle af tysk films unge talenter, Hanno Koffler (Marc) og Max Riemelt (Kay) - at række ud efter følelserne i alle slags forhold frem for at sætte mennesker med seksuelle lyster der afviger fra "normalen" i æsker som enten homo eller hetero. Marc behøver derfor ikke at blive defineret som homoseksuel, selvom han opdager en ny seksuel side af sig selv. Han elsker Kay, men han elsker også Betina og deres søn.

Free Fall er derfor en fin fortælling om, hvordan et menneske forsøger at være så tro mod sig selv så muligt på trods af den smerte, det måtte indebære. Med de seneste par måneders kærlighedsfilm, som belgiske The Broken Circle Breakdown, franske Adèles Liv og Triers Nymph()maniac, kan Lacants Free Fall tilslutte sig et fantastisk filmmateriale, der i al sin sanselighed forsøger at dechifrere de komplekse menneskellige følelser. Samtidig skal det nævnes, at det er befriende at få en tysk film til landet, der afviger fra Anden Verdenskrigs-, Øst- og Vesttyskland- og Baader-Meinhof-tematikkerne.

Free Fall
Se spilletider
Se filminfo