Efter mange år med utallige balletkompagniers forskellige fortolkninger er det en udsøgt fornøjelse at se opsætningen af "Don Quixote" i hænderne på instruktøren Katrine Wiedemann og scenografen Maja Ravn.

Wiedemann og Ravn har i de sidste mange år lavet nogle fantastiske forestillinger, så forventningerne er store blandt publikum på Betty Nansen Teatret. Forventninger, som bliver fuldt ud opfyldt. Endda på en måde, som man ikke kunne have tænkt sig til i sine vildeste fantasier.

Don Quixote er en modig og underholdende forestilling. Den både genopfinder og generobrer relevansen af Cervantes roman. Der er uden tvivl lagt stor tankevirksomhed bag den scenografiske udformning. Den leder tankerne hen på en slags "leg i baghaven", hvor fantasien ingen grænser har. Et par grene kan blive til en skov, og to kridtstreger på gulvet er en landevej. Skuespillerne skaber scenografen, efterhånden som de skal bruge den. Noget, vi alle kan genkende fra vores egne barndomslege.

Fortællingen virker nær og vedkommende på samme tid, som den virker fjern og uvirkelig. Nicolas Bro spiller den tragikomiske helt Don Quixote, som har påtaget sig opgaven at genoplive riddertiden i en verden forladt af heltemodige gerninger og værdier. Han tror kun på, hvad han vælger at tro på, og han ser verden meget anderledes end de fleste andre. På sin egen naive, stolte og idealistiske måde forsøger han at redde en verden, som måske ikke kan reddes. Nicholas Bros Don Quixote er lynende intelligent og skingerende skør. Det er helt uhyggeligt, hvor godt han har fået sig selv ind under huden på Don Quixote. Don Quixote begynder som en absurd og isoleret karakter, og han slutter som en sølle men elsket gammel mand, hvis styrke og visdom har svigtet ham.

Maja Ravn har skabt en fabelagtig scenografi. Et legende univers, hvor forestillingens essens, nemlig konflikten mellem illusion og virkelighed, har mulighed for at udfolde sig. Det er en dekonstruktion af teatret, som balancerer lige på grænsen til at bryde fiktionskontrakten mellem forestillingen og publikums virkelighed. Dette afspejles også i replikkerne. Som når Don Quixote møder en teatertrup på sin færd. De er måske skuespillere, eller måske er de ikke. De efterlader både Don Quixote og publikum funderende over, hvor den ultimative virkelighed er. Dette konstante sammenstød mellem illusion og virkelighed er hjertet i Don Quixote. Hvem af dem vil sejre? Illusionen er ofte et tillokkende valg i en virkelighed, som ødelægger ens livsgejst, men er den det rette valg?

Paw Henriksen er fremragende som Sancho Panza. Det evigt tålmodige sidekick og Don Quixotes væbner. Han besidder det samme verdenssyn som publikum. Publikum kan ligesom Sancho se forskellen på en vindmølle og et uhyre. Og på samme måde som Sancho kan vi som publikum også godt lade os forføre af Don Quixotes vanvittige færd med heltemod og riddergerninger.

I en tidsalder, hvor vi moderne mennesker klager over at miste vores identitet; hvor vi bliver reduceret til tal og abstrakte størrelser i en computerdrevet verden, er en fortælling som Don Quixote velkommen. En kær påmindelse om, at vi alle (til en vis grad) kan skabe vores egen virkelighed. Vi har muligheden for at tage styringen over vores eget liv, omend det kan synes farligt og usikkert. En klassisk fortælling, der fejrer glæden ved fantasien og vigtigheden af at følge sine drømme. Ligesom Don Quixote gør, vil det nok være sundt for os alle at se, hvad mennesker kan blive, at se deres potentiale i stedet for, hvad de er i virkelighedens her og nu.

Don Quixote
Betty Nansen Teatret
Se spilleplan