Flere nyheder

 
Teater
"Kærestebreve" på turné

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
"Kærestebreve" på turné
Tor. 16. jan. 2014


(Foto: Thomas Petri)

Folketeateret er netop nu på turné med forestillingen "Kærestebreve". Forestillingens to roller spilles af Malene Schwartz og Jesper Langberg, og det gør de med en indlevelse og en evne til at gøre personerne levende gennem de breve, de læser op, der er direkte rystende og forundrende.

På scenen står to skriveborde og to stole. Bordene står ved siden af hinanden. Lyset dæmpes og ind kommer to ældre mennesker rokkende. Først efter et par sekunder går det op for en, at de to ældre mennesker er Malene Schwartz og Jesper Langberg, som spiller rollerne Melissa og Andy i deres livs efterår.

Som publikum når man lige at tænke "sikke en kedelig sceneopsætning, skal der virkelig ikke ske andet, end at de to gamle hoveder skal sidde og læse op ved hver deres skrivebord?" Derefter opdager man, hvad ægte skuespiltalenter, begge med livslang skuespillererfaring, formår at få ud over scenekanten bare ved små ændringer i stemmeføring, tonefald, tryk og nuancer i oplæsningen. Andy og Melissa bliver spillevende; den ene et dydsmønster, der kender sin pligt, den anden med oprørstrang og lyst til at træde ved siden af. Begge hemmeligt misundelige på det, den anden har, kan og tør. Vi følger Andy og Melissa fra 2. klasse, gennem ophold på diverse skoler, på rejse, gennem ægteskaber, børn og skilsmisser. Det er tydeligt, at der spirer en forelskelse og en fascination frem, som bliver til kærlighed. Der bliver bare aldrig mulighed for at leve kærligheden ud mellem dem, fordi livet bliver ved med at komme i vejen.

I deres livs efterår opdager de, at de har en kærlighed sammen, som er få mennesker forundt. Den regelrette Andy kan imidlertid ikke bringe sig til at gå fra sin kone og derved træde ved siden af og gøre oprør mod pligten og det ordentlige liv, han er opdraget til, så livet og i sidste ende døden kommer endnu en gang på tværs af kærligheden.

Brevskriveriet mellem Andy og Melissa fortsætter livet igennem, og som publikum bliver man overrasket over, hvor berørt man bliver over de to menneskers skæbner. To mennesker, som man dog alligevel kun kender gennem de breve, de gennem livet har skrevet til hinanden.

Forestillingen står og falder med de to skuespillere. Det er deres evner, der gør Andy og Melissa levende og vedkommende for publikum. Det er imponerende, hvad Malene Schwartz og Jesper Langberg kan udtrykke med meget enkle midler.

Kærestebreve
Folketeatret
Anmeldt på Vejle Teater 13. januar
Se turnéplan