|
|
(Foto: Emilia Therese)
Anton Tjekhov er atter på plakaten i Odense Teater. Stadig aktuel og skuende, men også præget af lange dialoger og en og samme kulisse undervejs i den lange rejse mod Onkel Vanjas endelige sammenbrud. Et russisk gods på landet, hvor tiden og stilstanden er ved at æde alt menneskeligt nærvær op. Et svagt håb anes i horisonten, men er det allerede forpasset?
Anton Tjekhov (1860-1904) er en af Ruslands helt store dramatikere. Ud over teatret var han også en mester i novellegenren. Den amerikanske forfatter Raymond Carver havde et lille portræt hængende af ham over sit skrivebord for at kunne skrive sig op imod mesteren selv. Der er langt imellem russiske indslag på den danske kulturscene - OK, Mikhail Sjiskin er i vælten lige nu - så alle indslag fra det mægtige land østpå skal være særdeles velkomne. Odense Teater havde for en del år siden succes med opsætningen af Kirsebærhaven, der havde Dejan Cukic i hovedrollen. Her viste man med få remedier, at man kunne skabe en kulisse, der nærmest passivt så til imens tingene blandt aktørerne faldt roligt, men sikkert fra hinanden. Det samme gør sig gældende i Onkel Vanja. En gennemtænkt kulisse, hvor skuespillerne træder ud og ind af et brysthøjt panel og misfarvede vægge, hvor man aner fordums storhed i sodmærkerne af store malerier. Vi er i en nedgangstid. Både materielt og menneskeligt.
Onkel Vanja er egentlig en god mand. Ligeså er hans gode ven, lægen Astrov. Men et diabolsk sløvsind a la det man finder i The Great Gatsby har lullet dem ind i et forfald, en døs, de ikke kan løsrive sig fra. De ser begge en mulighed i den henrivende Jelena, men også hun er indfanget af borgerskabets lallende kedsomhed. Livet er for alle enten forbi eller på et evigt standby. Zombier, der ikke kan handle, men kun forgæves slå sig i tøjret på en pinagtig måde. Man aner hurtigt slutningen, men stykket vrister i de sidste sekunder en central pointe ud af Tjekhov; den skal dog ikke røbes her. Det er intenst drama, men det foregår i sneglefart, og er til tider lige så kedeligt som en ordinær familiesammenkomst, hvor man snakker om ligegyldigheder, imens katastrofen udspiller sig.
Odense Teater præsenterer et solidt bud på Tjekhov anno 2014. Musikken er til tider en kende for voluminøs; her tænkes på Bob Dylans "Lay, Lady Lay" og Pink Floyds "Wish You Were Here". Sidstnævnte rammer dog stykkets ånd meget præcist. Drukvisen mellem Vanja, lægen og den fallerede guitarspillende Telegin er eminent udført.
Onkel Vanja
Odense Teater
Se spilleplan
