|
|
(Foto: Miracle Film)
Fransk films komedier om livets små glæder blomstrer i disse år. Det gælder ikke mindst Nick Quinns "Livets Blomst" ("La Fleur de l'Âge") med Pierre Arditi, Jean-Pierre Marielle og Julie Ferrer i hovedrollerne.
Gaspard Dassonville (Pierre Arditi) er den 63-årige kendte tv-producer og -vært, der drikker sin espresso fra smarte kaffemaskiner og spiser sin aftensmad i selskab med en ung kvindelig medarbejder på tv-stationen, hvor han arbejder. Gaspard prøver at bære sin alder med stolthed, selvom det ikke altid lykkes. Og slet ikke når han sidder i møde med tv-stationens nye direktør, som er halvt så gammel som ham selv.
Da Gaspards far, Hubert (Jean-Pierre Marielle), bliver syg og får brug for sin søns hjælp, sættes alder og eksistentialisme i relief. Hubert er nødt til at flytte ind hos sin søn, mens hjemmet bliver gjort mere sikkert, for at han kan bo der alene. Modvilligheden mærkes fra begge sider. Gaspard vil gerne hyre en sygeplejer til at tage sig af hans far, så han selv ubekymret kan fortsætte sit liv som single og berømt, men faren kan ikke enes med nogen af plejerne.
Da den uerfarne Zana Kotnic (Julie Ferrer) bliver Huberts nye plejerske, er det dog en slags "kærlighed" ved første blik: Zana har stor respekt for og interesse i den ældre herre. Og det er næsten unødvendigt at sige, at Zana kommer til at puste ny livsglæde i Huberts, og snart også i Gaspards, liv. Og netop dette er filmens meget simple, men alligevel essentielle og livsnødvendige plot.
Fransk film har gjort det flot siden årtusindskiftet, med sine fine livskomedier om kærlighed, hverdag og forvirrede mennesker. Filmene viser indtagende menneskeforviklinger og en slags magi i det reale. Budskabet er i bund og grund noget, som vi har set mange gange i kitschede sloganer: "Det er de små ting i livet, der er noget værd". Men lige meget hvor kitschet man end måtte synes dette er, så er der alligevel en stor sandhed i det.
Og skal man tro fransk film, ja, så er livet hvad man gør det til. Derfor kan man kun lade sig forføre og inspirere af Zanas munterhed. Hun bruger sin mobbe til at lave sæbebobler, vælger meloner ud fra om de slår i takt med hjertet når hun holder dem op mod sit bryst, og renser sin hud med dampen fra et strygejern. Denne Amélie-agtige legesyghed vækker Gaspard og Hubert til live - hvilket er en fornøjelse at betragte.
Skuespillet er forholdsvis afdæmpet, og de fleste replikker gengives fredeligt, på nær nogle af Huberts koleriske anfald, og cocktailen af fransk skuespiltalent og et velskrevet manuskript er dejligt at betragte, og ofte hylende morsomt.
Nick Quinn virker ikke til at ville så meget andet med sin film end at videreformidle nødvendigheden i de tætte menneskellige relationer, der gør livet værd at leve. Livets Blomst er derfor en underfundig og enkel fortælling, der bør nydes med alle sanser.
Og ja, det skulle ikke undre mig, om mine anmelderkollegaer allerede har prøvet nogle af Zanas tricks derhjemme. Jeg har i hvert fald!
Livets blomst
Se spilletider
Se filminfo
