(Foto: Maria Franck)
Instruktør Tue Bierings teaterinstallation, "Blumenbach Instituttet", er sat i en gammel pumpestation ved Dybbølsbro. På tre etager forsøger han at give et bud på, hvordan menneskets overlevelse kan sikres i tilfælde af en stormflod.
På Blumenbach Instituttets hjemmeside står følgende tekst:
"Verden er ved at gå under. Du kan sikre dig og blive en del af en ny civilisation, som skal overleve den næste katastrofe. I 1974 samledes en gruppe mennesker og stiftede Blumenbach Instituttet. Instituttet har i 40 år været lukket for offentligheden, men nu søges nye medlemmer til at tage med ind i fremtiden. Du er måske den udvalgte."
Dette er grundpræmissen for teaterstykket, men om ens forventninger til det bliver indfriet er meget op til den enkelte tilskuer.
Pumpestationen ved Dybbølsbro er flot forvandlet til Blumenbach Instituttet af scenografen Marie Rosendahl Chemnitz. Man transporteres tilbage til en anden tid med mange genbrugssager, brune møbler, rungende lyde og sur lugt.
I venteværelset bliver vi mødt med et stort billede af Hr. Blumenbach og resten af instituttets skabere. Den lille militærklædte dame, Ruth, kommer og henter os med ind i auditoriet. Det er et rum, der er sat op som et klasseværelse med gamle tv-apparater med afspilninger af naturkatastrofer, krig og des lignende. Her skal vi 6 tilskuere, der er ankommet kl. 19.30, svare på 3 spørgsmål, før vi bliver lukket ind på selve instituttet. Alle studser over spørgsmålet "hvordan befinder du dig i lukkede rum uden mulighed for at gå ud?". Forventningsangsten træder ind.
Ideen er nu, at vi skal udsættes for en række prøver for at se, om vi kan blive udtaget til en plads på instituttet. Vi starter hos psykologen, Bodil, der holder ørkenrotter, marsvin og skildpadder. Den oprindelige gruppe er allerede smuldret og vi sidder nu 4 personer, der blev lukket ind samlet, og 2 andre. Bodils test skal sige noget om den enkeltes livsproblemer og seksuelle lyster, og allerede her rammes alle af deres virkelige indre i det fiktive set up. Videre i instituttet møder vi institutlederen, hans kone, datteren, som er gravid, en antropolog, en kemiker/biolog og Dalum, der står for Arken, som er en slags bibliotek/lager/festsal/hønsegård, alt i et. I køkkenet på 2. sal er der kaffe og suppe, som nogle af tilskuerne har været med til at lave.
Møder man teatrets skuespillere, inviterer de til interviews, så man kan lære deres roller (og ens egen) at kende. Det er en interessant og delvist grænseoverskridende kunstform, for i de fleste tilfælde er man som tilskuer slet ikke trænet nok til at leve sig helt ind i stykket. I forsøget på at spille rollespillet, kommer man til at fnise en del gange, og ofte står man uden at vide, hvad man skal gøre af sig selv. Det er dog tydeligt, at man ikke kan få så meget ud af totalteater ved at være passiv. Det, man oplever, afhænger af, hvad man møder på vejen, og hvor meget man selv lægger i det. Og efter 3 timer, der primært er blevet brugt til at folde lagener nede i Arken og finde et citat i en bog, føler undertegnede ikke at have fået meget ud af teaterturen.
Undervejs er det uundgåeligt at sammenligne værket med Villa Saló-oplevelsen på Østerbro (2010). Fornemmelsen af at "være gået forkert" idet at man stod midt i stykket var lignende, men alligevel var Saló intens og gav stof til eftertanke. I modsætning til denne, er det (desværre) svært at fornemme meningen med Blumenbach Instituttet.
Når det er sagt, så er totalteater værd at opleve, for man bliver vitterligt transporteret ind i en anden verden. Og så kan det være, man bliver bedre til rollespillet, jo flere gange man prøver det.
Blumenbach Instituttet
Pumpestationen, Ingerslevsgade
Se spilletider
Læs mere om forestillingen her
