Flere nyheder

 
Film
Stjernespækket familieintrige

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stjernespækket familieintrige
Tor. 6. feb. 2014


(Foto: Scanbox)

John Wells, der nok er mest kendt for at have instrueret en række episoder af tv-serien "Skadestuen", har biografpremiere med "Familien"("August: Osage County"). Det er en underholdende film om vanskellige relationer, blodets bånd og frigørelsen fra disse.

Da Beverly Weston (Sam Shepard) en dag forsvinder ud i den blå luft, samler matriarken Violet (Meryl Streep) sine døtre Barbara (Julia Roberts), Ivy (Julianne Nicholson) og Karen (Juliette Lewis) i familiens hjem i Osage County.

Violet, der er på alverdens lykkepiller og beroligende midler, uddeler verbale slag til alle, der kommer i nærheden. Og dagene i barndomshjemmet byder på en alt andet end idyllisk familiesammenkomst.

Barbara, der synes at være Violets yndling, har sin mand Bill (Ewan McGregor), som hun er ved at blive separeret fra, og teenagedatteren Jean (Abigail Fordham) med. Karen er akkompagneret af sin forlovede Steve (Dermot Mulroney), som Barbara kalder for sæsonens fangst. Violet mistænker Ivy for at være lesbisk - moren ved dog ikke, at Ivy har et forhold til fætteren Little Charles (Benedict Cumberbatch). Så mangler vi bare at introducere Violets søster Mattie Fae (Margo Martindale), hendes mand Charlie (Chris Cooper) og hushjælpen Johnna (Misty Upham), som Beverly muligvis hyrede, fordi han vidste, han ikke ville vende tilbage...

Familien er spækket med kendte og erfarne skuespillere, der alle i større eller mindre grad bidrager til virvaret i hjemmet. Bitterhed, snerren og råb synes at være hovedingredienserne, der vidner om, at der ligger nogle meget dybere problemer bag. Men John Wells er snedig og får skabt en historie, der genkalder fortidens vrede uden at afsløre alle detaljerne. Vi ved bare, at fortiden ikke har været god, og at nutiden egentlig heller ikke er det.

Dog prøver nogle af familiens medlemmer ihærdigt at lade som om alt er vel, men der skal ikke skrabes dybt, før man når om bag facaden. Alle har det inderst inde elendigt, og dem der ikke har det får det. En elendighed, der bliver værre af at være hjemme hos den pessimistiske Violet. Hun udnytter alles svagheder til sin fordel, men glemmer, at en datters kærlighed til sin mor ikke behøver at være ubetinget.

Skuespillet er fantastisk fra ende til anden, men hvad mindre kan man forvente af en sådan stjernespækket sag med Meryl Streep og Julia Roberts i hovedrollerne! Begge kvinder leverer fremragende præstationer, hvilket gør dem fortjente til Oscar-nomineringerne for deres roller i Familien.

Forlægget for Wells' film er Tracy Letts' Pulitzer-vindende teaterstykke August: Osage County. Værket havde premiere i Chicago 2007 og har siden spillet i teatre verden over.

Familien er en vellykket amerikansk mikstur af Vinterbergs Festen og Polanskis Carnage. Wells har nemlig ud fra Letts' manuskript skabt en film om indviklede relationer, som de fleste kan nikke genkendende til. Filmen brillerer igennem sin dialog og skuespil. Den balancerer elegant mellem at få publikum til at krumme tæer af pinlighed og ubehag, og skraldgrine af selvsamme grund.

Familien
Se spilletider
Se filminfo