Flere nyheder

 
Teater
Warszawa

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Warszawa
Man. 10. mar. 2014


(Foto: Christian Geisæs)

I forestillingen "Warszawa" bliver to venner indhentet af fortiden, såvel som fremtiden, og i en blanding af alvor og humor tages der fat på en række emner omkring livet og dets uforudsigeligheder. Forestillingen er 2. del af teaterværket "Det 6. Kontinent", som over tre sæsoner opføres på teatret GROB på Nørrebro.

En polterabend er stykkets omdrejningspunkt, da vennerne Johannes og David fejrer Davids hurtige vielse, og hvilken ramme er bedre til dette end det gamle Warszawa, som de besøgte som unge på en interrailtur efter 9. klasse? Mens de venter på den tredje ven Rune, som har forvildet sig på en længere rejse gennem diverse lufthavne, støder de på "Den Louise Madsen", som Johannes næsten kyssede med, dengang han var 1.g'er og hun var 3.g'er.
Selvom stykket kun strækker sig over én dag, bliver en række hændelsesforløb, såsom en optagelse af en komedie/gyser/science-fiction-film, en coke-afhængig skuespiller i Auschwitz-fangedragt og en Chopin-koncert, viklet sammen. Under alt dette er tingene dog ikke umiddelbart, som de ser ud til.

Warszawa bevæger sig mellem komediegenren og et seriøst drama. Der tages fat på nogle essentielle emner som livet og døden, samt det at blive voksen, tage ansvar og udvikle sig. Der er en hel del sjove, ironiske og skæve elementer i stykket. Bl.a. er den forvildede ven Rune ansat hos Garmin Navigation, og David, som er jøde og hvis bedstemor var tæt på at blive dræbt af tyskerne under krigen, ender i en bizar situation med et hitlerkostume og en jordklode. En anden sjov gimmick er de mange referencer og filmreplikker, som indblandes i stykket. Bl.a. flere filmreplikker fra Arnold Schwarzeneggers rolle i Terminator-filmene, samt elementer fra Charlie Chaplins The Great Dictator. Titlen på den film, som optages på hotellet, giver tillige et billigt grin for de indforståede.

En karakter man særlig lægger mærke til i stykket er David, spillet af Jens Sætter-Lassen. Karakteren har en vis dybde, da David gemmer på nogle sandheder og følelser, som han har svært ved at bearbejde. Disse pludselig humørudsving, samt skift i generelle sindstilstande, leveres med indlevelse og troværdighed. Desuden er rollen Mark, den coke-afhængige skuespiller, spillet af Malte Joe Frid-Nielsen, med til at tilføje stykket et sprælsk element. Rollen tangerer det lettere irriterende, da Mark er meget højtråbende og konstant glemmer, hvor han er, men heldigvis leveres rollen med lethed og en høj portion humor.

Trods godt skuespil og en finurlig historie, bliver handlingen til tider for kringlet og forvirrende. Der er mange lange dialoger, hvor man kan blive tabt i sit eget tankespind, hvis man ikke holder fokus. Stykkets målgruppe er folk i 20'erne og 30'erne, der kan nikke genkendende til gymnasieliv og de mange referencer i stykket. Men alle kan tage ind og se stykket, da det er generelle temaer, det omhandler.

Warszawa
Teater Grob
Se spilleplan