Flere nyheder

 
Film
Hvad madkassen gemte

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hvad madkassen gemte
Tor. 20. mar. 2014


(Foto: Scanbox)

Hvad sker der, når en madkasse ved et uheld bliver leveret til den forkerte? Det får vi svaret på i den indiske film "The Lunchbox", hvor et frokostleverende system, der ellers aldrig fejler, bliver mellemled mellem to vidt forskellige mennesker med hver deres skæbner. Et brevudvekslende fortroligt bånd bliver skabt, og inden længe ændres de to skæbner - måske for altid.

Et ældgammelt system i Indien kaldet Dabbawala-systemet er udgangspunktet for denne films tema. Systemet svarer til, hvad vi herhjemme kender fra et cateringfirma med frokostudbringning. Forskellen er bare, at i Indien er det ikke et firma, der laver maden. Det er de hårdtarbejdende indiske mænds hjemmegående koner, der står og kokkererer, hvorefter der kommer et bud og henter en dabbas (madkasse) og bringer den ud til mandens arbejdsplads i Mumbai. Der er ca. 5000 bude, der bringer disse frokoster rundt til 200.000 arbejdende mænd i denne storby. Det er helt utroligt, at de kan få det til at fungere, men overraskende nok har undersøgelser vist, at der stort set aldrig sker fejl.

Det er den ene gang ud af 1000, hvor der sker en fejl ved udbringning, som filmen prøver at fortælle en sød lille historie om. En dag hvor husmoren Ila (Nimrat Kaur) har gjort sig ekstra umage for at tilberede en lækker indisk ret til sin mand, med gode råd fra tanten i lejligheden ovenpå, kommer maden aldrig frem til manden. Den havner derimod hos en fremmed, som tømmer madkassen med stor fornøjelse. Ila lægger næste dag en lille seddel i madkassen sammen med naanbrødet for at spørge, hvem der sidder i den anden ende og nyder hendes mad.

Retur kommer en seddel fra den lidt indebrændte enkemand Sajaan (Iffran Khan), og det bliver starten på en brevudveksling mellem de to vidt forskellige mennesker gemt i madkassen dag efter dag. Ila og Sajaan bliver hurtigt fortrolige og skriver om deres liv og længsler. Ila er fanget i et ægteskab med en mand, der aldrig ænser hendes eksistens og tilmed har en affære ved siden af. Sajaan er aldrig rigtig kommet sig over sin kones død og lever på "automatpilot" et sted i fortiden. Men deres brevudveksling bliver en øjenåbner for dem, og måske kan denne lille tilfældighed være med til at ændre livet for dem begge.

Filmen er instrueret af Ritesh Batra og har vundet priser ved bl.a. Cannes Film Festival 2013, men på trods af dette er filmen ikke noget særligt. Bortset fra det interessante indblik i den indiske kultur, er emnet om brev/mail-udveksling set så mange gange før i bl.a. You've Got Mail, at det bliver lidt af en kliché. Men man bliver da revet med i spændingen om, hvorvidt det nu også fører til et møde mellem hovedpersonerne i filmens slutning eller ej. Men scenerne er for lange og ensformige. Spændingskurven har ikke de store udsving gennem filmens handling, og det gør at den føles ret lang, selvom den ikke er længere end en almindelig spillefilm.

Det er dog rigtig rart at se noget andet fra en indisk produktion end de velkendte Bollywood-film, og den indeholder en god blanding af indisk og engelsk tale. Filmens billeder fra Indien vækker samtidig en utrolig rejselyst på sådan en almindelig marts-dag, mens alle scenerne om indisk mad gør, at man næsten kan fornemme duften af herlighederne gennem lærredet og får ens tænder til at løbe i vand.

The Lunchbox
Se spilletider
Se filminfo