|
|
Gad vide om det larmer meget i Glasgow? Eller om der er ekstremt stille, så man er nødt til at fylde tomrummet ud med støj? Faktum er i hvert fald, at to af de mest støjende bands i mands minde, The Jesus And Mary Chain og Mogwai, kommer fra den store, skotske havneby og spiller noget af det mest insisterende postrock på den alternative scene.
Mogwai har spillet et utal af gange i Danmark, og bandet har et trofast følge, der synkront bøjer sig i støvet, når skotterne lægger vejen forbi. At opleve Mogwai live er ikke blot endnu en spændende koncertoplevelse, det er et grundvilkår, man er nødt til at gå ind på, hvis først man er fanget ind af bandets sfæriske og soniske støjpoesi. Er man fan, er liveoplevelsen det sted, hvor musikken bliver forløst for alvor. Det er live, Mogwais lyd og styrke for alvor træder i karakter og får den krop og fylde, der definerer hele intentionen med musikken. Denne aften havde bandet dog lagt fokus på de seneste albums med forbavsende få afstikkere til det tidligste materiale, hvilket gav et noget mere poleret og knapt så støjende udtryk, som man kunne forvente. Men det gjorde ikke noget; det blev bare noget lidt andet, men lige så godt.
Aftenens rammer var kort sagt optimale. Koncerthusets imponerende interiør, den fantastiske akustik og scenens storslåede landskab indrammede musikken og løftede den samlede oplevelse helt op under loftet. Så gjorde det ikke noget, at man skulle sidde ned under koncerten, og at et glas vin kostede 50 kr. i baren. At Mogwai selv ikke gjorde meget væsen af sig på scenen, understregede blot det æstetiske og indadvendte udtryk i musikken, der tog publikum med på rejse ud i et lydunivers af stor støjende skønhed.
Aftenens sæt bar præg af især de seneste tre udgivelsers mere afdæmpede og elektroniske udtryk, og aftenen lagde da også ud med "Heard About You Last Night" fra det seneste album. Som aftenen skred, frem blev man suget ind i det mere elektroniske element hos Mogwai, selvom det skete på bekostning af de ældre klassikere med deres lag af guitarstøj, som mange sikkert sad og hungrede efter. Vægten på det nyere materiale gjorde dog ikke noget, det gav måske bare et lidt andet og mere modent indtryk af et band, som absolut stadig arbejder med støjen og overstyringen som en integreret del af deres musik.
Heldigvis fik vi numre som "I'm Jim Morrison, I'm Dead" og det afsluttende singleudspil "Helicon 1" fra midt-90'erne, hvor der blev lagt lige præcis det ekstra lag af frenetisk støj på, som gør Mogwai til en helt særlig størrelse.
Kompositionerne bevæger sig på en knivsæg mellem bastante melodier, florlette anslag og en fysisk lydmur af støj, der transcenderer musikken til noget overjordisk i mødet mellem krop og Marshallforstærkere.
Mogwais besøg i Koncerthuset blev en fantastisk aften, og selvom mange spejdede forgæves efter mange af de ældre klassikere, fik vi til gengæld smagsprøver fra den del af kataloget, som måske i højere grad afspejler bandet, hvor de befinder sig lige nu.
Mogwai
gav koncert i DR Koncerthuset 25. marts.
