Flere nyheder

 
Litteratur
Dødsikker

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dødsikker
Ons. 2. apr. 2014

"En dag skal vi alle dø. Alle de andre dage skal vi ikke", siger hovedpersonen Pelle i Håkan Jaenssons børnebog "Dødsikker". Pelle er selv dødssyg, eller tror i hvert fald, at han er det. Det lærer ham en masse om livet, som ikke engang hans stressede forældre forstår.

Pelle er en helt almindelig dreng med to fortravlede forældre, der sjældent er hjemme. Han ser en hel del TV, og en dag ser han et lægeprogram, der skræmmer ham. Han har nemlig alle symptomerne på lymfekræft, og har han ikke også en lille knude i lysken? Forældrene må ikke vide noget, for de ville blive alt for kede af det. Pelle bestemmer sig for at få det bedste ud af den korte tid, han har tilbage, hvilket gør ham frygtløs. Hans tidligere plageånder i skolen begynder pludselig at respektere ham. Pelle tør nemlig lede oprøret mod en tyrannisk idrætslærer, og da han først kaster sig ud i kampen, bliver han til og med en haj til fodbold. Et spil han tidligere har frygtet. Men nu lever han hver dag med livets som indsats. Han behøver nemlig ikke at bekymre sig om noget mere. Med god samvittighed kan han stjæle fra sin mor og invitere en pige på konditori eller pjække fra skolen for at besøge sin mormor. Han skal jo alligevel dø meget snart.

Dødsikker er en fortælling om at gennemleve en stor livskrise, der giver helt nyt mod og nye kompetencer til at klare de små hverdagsbagateller. Pelle er en ganske almindelig og ensom dreng, der, da han får sin alvorlige "diagnose", ikke mere vil sidde hjemme i lejligheden og vente på sine selvoptagede forældre. Han beslutter sig for at tage skæbnen i sine egne hænder og at være mere ærlig mod sig selv og alle andre, hvilket betyder, at han bliver nødt til at fortælle sine forældre og sin klasselærer, at de ikke gør deres "job" godt nok. Pelle får overraskende nok flere venner end fjender med den strategi. For flere af de personer, der omgiver ham, viser sig nemlig at have brug for at høre nogle ærlige ord og få et spark bagi for at kunne ændre på tingene.

Håkan Jaensson, der er en svensk journalist og forfatter, har skrevet denne stockholmsbaserede børnebog med både stor humor og dyb alvor. Som tidsmarkør indeholder den en kritik af den måde, mange familier fungerer på. Det er let at føle sympati med Pelle, der virker som den eneste modne person i bogen. Alle de voksne er mest optagede af deres egen forfængelighed, arbejde og yogatimer. Ifølge de voksne er det bedst at ignorere problemerne og fortrænge virkeligheden. Lige indtil Pelle altså kommer og fortæller dem et par sandheder. Den, som forstår Pelle bedst, er hans mormor. Hun er så gammel, at hun heller ikke har tid til løgne og bedrag. Dødsikker er oversat vældigt fint fra svensk af Kina Bodenhoff.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Håkan Jaensson: Dødsikker
Rosinante, 240 sider
ISBN: 978-87-638-3184-0