|
|
(Foto: UIP)
Russell Crowe spiller hovedrollen i Darren Aronofskys "Noa" - en mikstur af bibelsk fortælling og CGI-effekter tilsat Aronofskys kunstneriske penselstrøg.
I Noa tager Darren Aronofsky fat i den bibelske beretning om Noa, der bliver pålagt af Gud at bygge en ark, der skal redde dyr og mennesker fra en syndflod. Filmen er pædagogisk i sin opsætning og starter med computer-billedsekvenser af historien om Adam og Eva, og hvordan de lader sig forføre af slangen til at spise af kundskabens træ. Derefter ser vi, hvordan verden bliver delt op i godt og ondt via Abel og Kains efterkommere (Kain dræber sin bror Abel), og hvordan menneskets grådighed destruerer naturen, verden og sig selv. Denne overflod af grådighed og ondskab får Gud til at ville udrense verden for alt ondt og starte skabelsen på ny.
Russell Crowe er overbevisende som den gladiatoragtige Noa (Crowe kan nok ikke helt undslippe den sammenligning), der som efterkommer af Abels slægt - og dermed godheden - bliver den udvalgte til at bygge en ark, der skal beskytte dyrene og Noas egen familie mod den apokalyptiske syndflod. For Noa er opgaven til tider en byrde, men han har så megen tro på Gud, at han endda er villig til at ofre sin egen familie, så menneskeheden kan blive udryddet en gang for alle.
Noas familie afbildes for øvrigt med anstændigt skuespil af hhv. Jennifer Connelly (hustruen Naameh), Anthony Hopkins (Metusalem, Noas farfar), Emma Watson (pigen Ila, som Noa redder fra døden), og sønnerne Sem, Ham og Jafet af hhv. Douglas Booth, Logan Lerman og Leo Carroll. Til slut må vi også hellere nævne Ray Winstone som Noas ærkefjende Tubal-Kain.
Biblens beretning om Noa er kortfattet, og den gængse og overfladiske viden, de fleste af os har, er tit affødt af fortolkninger i mere infantil stil, endda fra tegneserier. Aronofskys Noa er en fortælling henvendt til unge og voksne, som egentligt indeholder nogle fine elementer. Vi slipper for at se arken som et skib, da det ikke behøvede at sejle men blot at modstå syndfloden, og for at se Noa hente dyrene, som derimod kommer valfartende til arken, for de har da også fået et kald fra Gud. Og det er også fint at se, at Noa ikke er beæret over opgaven, men at han ser det som en stor byrde at skulle vælge mellem sin familie og Guds vilje - dette er selvfølgeligt også filmens kliché-punkt.
Aronofsky, der tidligere bl.a. har instrueret Black Swan og The Wrestler, har begået en besynderlig mikstur af en film, der skal vise menneskehedens første skæbnefortælling. Blandingen af godt vs. ondt; godhedens sejr; mystiske CGI-figurer især i form af "The Watchers" (som er nogle store stenmonstrummer, der bebos af ærkeengle, og som egentligt hører mere hjemme i Ringenes Herres univers); chok-effekter og en række billedsekvenser, der synes taget ud af Terrence Maliks Livets Træ, gør det svært at kategorisere Noa. Er den for blockbuster- eller Aronofsky-fans? Aronofskys biksemad af en fortolkning af Noas historie er i hvert fald underholdende nok. Også på trods af at CGI-teknikken stadigt føles temmelig forstyrrende og "uægte" at se på.
