Flere nyheder

 
Teater
En tur med Noas Ark

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En tur med Noas Ark
Man. 7. apr. 2014


(Foto: Per Morten Abrahamsen)

"SELSKAB / Sidste nat" er det tredje og sidste selskab, Mammutteatret afholder i denne teatersæson. Det skal dog ikke overraske, om vi bliver indbudt til flere i næste sæson, hvilket bestemt vil være spændende.

Understellet er en café på Nørrebro. Jeg var lidt usikker på, om det virkelig kunne være det rigtige sted og tjekkede i baren. Ganske rigtigt, forestillingen vil foregå på første sal, hvor Understellets pool- og ryger-område befinder sig. En flink dame i et isbjørnekostume (spillet af Merete Hegner) fortæller, at vi bare skal kigge i den flyttekasse, som står på to stole, så vi kan finde os et dyr. Kassen er fuld af pandebånd med dyrehoveder på. Jeg vælger en vædder til mig selv og en kylling til min ledsager. Efterhånden som de øvrige gæster ankommer, og får iført sig deres dyre-pandebånd og bliver tilbudt et glas punch, er den lille overetage på Understellet fyldt godt op. Vores vært, Isbjørnen, byder os alle velkommen til Noas Ark-festen. Hun fortæller, at sidste gang der var storm, var de en gruppe, som blev fanget på Understellet uden nok at drikke. Derfor nedsatte beboergruppen et festudvalg, der så skulle sørge for dels at der er drikkevarer nok, dels at det skal blive mere festligt, næste gang der er storm. Derfor denne storm-fest med Noas ark som tema. Isbjørnen bliver dog afbrud af Understellets ejer, som fortæller, at vi ikke kan være hos dem, da stormen er blevet opgraderet til en orkan. De skal bruge pladsen til tømme deres lager som står under vand. Isbjørnen beder så os alle om at tage vores ting, beholde vores pandebånd på og følge efter hende.

Det er en smule mærkeligt at gå på Nørrebrogade iført dyrepandebånd sammen med 40 andre mennesker, man ikke kender. Vi vækker selvfølgelig opsigt blandt de almindelige fodgængere, som vi passerer på vores gåtur hen til en af Isbjørnens venner. Vi bliver lukket ind af en port, hvor vi møder en mand (spillet af Christian Mosbæk), der står med en flaske rødvin og en tupperware-beholder i hånden. Han spørger os, hvad vi laver her, og Isbjørnen forklarer, at vi skal besøge hendes veninde for at søge ly for orkanen. Han svarer utilfreds, at det kan vi altså ikke få lov til, da det er hans ekskone (spillet af Susanne Thomsen), og de har andre planer. Efter et par minutters diskussion får vi dog lov til at gå med op i lejligheden. Men kun hvis vi lover at være musestille. De skal nemlig skype sammen med deres datter. Vi bliver bedt om at tage plads. Nogle sidder ved det lange spisebord, nogle på de store bløde sofaer, og et par stykker sidder i sengen. Vi har stadig alle vores dyrepandebånd på, da vi bliver tilskuere til parrets samtale med deres datter. Datteren er flyttet i kollektiv på Langeland, hvilket hendes mor bestemt ikke er glad for. Vi kan mærke, at forholdet mellem mor og datter er anstrengt, ligesom forholdet mellem forældrene er spændt som en bue, hvor pilene flyver tæt. Pludselig går lyset ud, og man hører, at vinden tager til. En mand kommer ind. Han er dækket med støv, og han fortæller, at folk er gået amok i byen. Det er ikke blot en orkan, som er over os. Nej, det er selveste dommedag med død og ødelæggelse.

Der bliver i den grad rusket op i, hvad man som teaterpublikum forventer af teateret. Der bliver leget med scenerummet, og Mammutteatret bryder de konventionelle rammer. Det er dog ikke helt sikkert, at fiktionskontrakten med publikum holder hele vejen igennem. Der var tidspunkter, hvor jeg personligt ikke kunne se eller høre, hvad der skete eller blev sagt. Det kan nok ikke undgås, når teaterrummet og publikumsrummet flyder sammen i en tæt møbleret lejlighed, men det har betydning for oplevelsen. Forestillingen er bestemt et interessant syn, men desværre var det nok mere selve Selskabs-konceptet, der var det fangende fremfor forestillingen. Der var mange sanseindtryk proppet ned på de godt 75 minutter, forestillingen varer, og teksten var til tider meget drøj, hvilket der godt kunne være skåret lidt ned på.

SELSKAB / Sidste nat er bestemt et besøg værd for dem, som har lyst til at udvide deres teaterhorisont og opleve på egen krop, hvad teaterrummet også kan tilbyde.

Selskab/Sidste nat
Mammutteatret
Se spilleplan