|
|
(Pressefoto, "Violet")
I CPH PIX' New Talent Grand Prix konkurrerer 10 film af debuterende instruktører om at vinde festivalens hovedpræmie. Undertegnede har haft fornøjelsen af belgiske Bas Devos' "Violet" og amerikanske Gillian Robespierres "Obvious Child".
Den eneste fællesnævner for PIX' hovedkonkurrenceprogram er, at hver film er den første spillefilm af de instruktører, der deltager i den. Præmien på 15.000 euro uddeles af en international jury, der vurderer, hvilken instruktør der har den stærkeste signatur og største filmiske fremtid.
I Bas Devos' Violet er 15-årige Jesse vidne til drabet på en af sine BMX-venner i et øde shopping center. Jesse er ude af stand til at forholde sig til episoden, og filmen byder på en stille fortælling om sorg og frustration langt væk fra den mere gængse fortælling om at finde den skyldige.
Værket er utroligt smukt at se og høre. Billederne er filmet i samarbejde med fotografen Nicolas Karakatsanis i 4:3 format, og de filtrerede billeder, der skifter mellem at være i fokus og ude af fokus, vidner om en skarp linse. YouTube-klip, voldelige computerspilssekvenser og tusmørke skaber en utrolig apatisk stemning, som vidner om Jesses isolation.
Lydbilledligt bruger filmen ingen musik på nær musiknummeret "Violet", som bliver spillet til en koncert i filmens handling, og et noise-soundtrack, der driller tilskueren ift. samspillet mellem rum og hørelse. Dette sker især i en scene, hvor Jesse står uden for sin afdøde vens hus og betragter familien indenfor. Udelyd bliver forstærket, da et vindue inde i huset bliver åbnet, som om man selv stod indenfor og havde åbnet det, men hvor billedets synspunkt jo er Jesse, der står uden for huset!
Bas Devos er blevet sammenlignet med Gus van Sant, hvilket må siges at være en ærefuld og berettiget sammenligning. Devos' øje for den tekniske detalje gør, at Violet er et exceptionelt audiovisuelt produkt, men desværre føltes det, som om billederne kunne have været udstillet i et galleri, nærmere end at de bidrog til en underholdende filmfortælling.
På den anden side af skalaen ligger Gillian Robespierres Obvious Child. En rimelig lige-ud-ad-landevejen-film, der beskæftiger sig mere med, hvordan dialog skal more publikum og lede historien frem.
Filmen handler om den 27-årige Brooklyn-komiker Donna Sterns. Hun er bramfri, og hendes ærlige humor går rent ind hos publikum i filmen, såvel som i biografsalen. Da Donnas kæreste pludselig slår op med hende, føler hun ikke længere, der er så meget at grine af - indtil hun skidefuld knalder med Max, der overhovedet ikke er hendes type. Pludselig er Donna gravid og skal nu beslutte sig for, om hendes forældre og Max skal have det at vide, og om hun kan gennemføre aborten.
Obvious Child er en rigtig romcom i indie-stil med Frances Ha og serien Girls, hvor komedien bliver et dække for karakterens indre følelser. Den byder ikke på prangende teknisk tour de force som Violet, men er let og dejligt underholdende at betragte. Især er det befriende, at den afviger fra den klassiske romantiske komedies slutning, hvor alle lever lykkeligt til deres dages ende.
Violet og Obvious Child er derfor i sig selv diametrale modsætninger og er hver især gode på sin egen måde. Hvad der mangler i den ene (Violet: at være underholdende, og Obvious Child: at være teknisk overlegen) besidder den anden. Så at PIX' hovedkonkurrence byder på film, der spænder vidt i både geografi, tematikker og genrer, må siges at være sandt. Udover disse findes der yderligere otte film i konkurrencen, så det bliver spændende at se, om det bliver underholdning med den gode historie eller teknisk formsprog, der vinder.
Violet
Se filminfo
Obvious Child
Se filminfo
