Flere nyheder

 
Litteratur
Sunde søde sager

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sunde søde sager
Tor. 24. apr. 2014

Sundhed og velvære er noget, som optager mange, og for madbloggeren Ditte Ingemann er det vigtigt, at der samtidig kan være plads til søde sager. Hun har i sin nye kogebog "Sunde søde sager" udviklet en række opskrifter, hvor hun skifter det hvide, raffinerede sukker og hvide hvedemel ud med andre ingredienser, som er bedre for kroppen.

Trods navnet Sunde søde sager må bogen ikke forveksles med en helsebog, som skal fremstille fedtfattige, kedelige kager. Grundideen bag bogen er at bytte ingredienser som hvidt raffineret sukker og hvidt hvedemel ud med andre ingredienser, som eftersigende skal være bedre for vores krop at optage. Baggrunden for dette er, at hvidt raffineret sukker ikke indeholder nogen særlige næringsstoffer, men i høj grad blot er tomme kalorier, som får blodsukkeret til at stige kraftigt. Da hvedemel optages på samme måde i kroppen som hvidt sukker, skiftes dette også ud med andre ingredienser.

Bogen er inddelt i 7 kapitler og indeholder mere end 75 opskrifter, der bl.a. omhandler kager, søde sager til børn, is og andre slags desserter. Bogen er fyldt med flotte inspirerende billeder, og desserterne ser på ingen måde kedelige ud, men får let mundvandet til at løbe. Opskrifterne er let beskrevet, ofte ledsaget af et lille råd til udførelse eller variation af opskrifterne.

Mange af de alternative ingredienser, som bruges i bogen, er ikke noget som gennemsnitsdanskeren har på lager i køkkenskabet. Nogle af de mere eksotiske alternativer til hvidt sukker, som Ditte Ingemann præsenterer læseren for, er birkesød, bygmaltsirup, kokossukker, rismaltsirup, yaconsirup og sukrin gold. Heldigvis bliver hver ingrediens præsenteret, og det bliver forklaret, hvorfor dette er bedre end det hvide sukker.
Opskrifterne er desuden delt op i nogle kategorier, som følger de store sundhedstendenser lige nu. Man kan således sagtens få glæde af bogen, selvom man følger madprincipper fra palæo, LCHF eller spiser glutenfrit.

De mange nye ingredienser kan være en stor mundfuld for nogle. Hvis man vil have fuldt udbytte af bogen, er man nødt til at ofre nogle penge og udvide sit kendskab til ingredienser i køkkenskabet. Det er også vigtig at have in mente, at det ikke decideret kan kaldes sundt, bare fordi det raffinerede sukker bliver erstattet af andre sødemidler. Der er stadig et højt kalorie- og energiindhold, og man bør ikke mæske sig i det.

Ditte Ingemann står bag madbloggen The Food Club, hvor hun løbende poster fristende opslag med opskrifter på alt fra tærter og salater til drikke, bagværk og meget andet. Gennemgående for opskrifterne på bloggen er, at de er godt beskrevne og lette at gå til, samt er ledsaget af fine billeder. Dette går igen i hendes nye kogebog, som overordnet præsenterer gode og flotte alternativer til søde sager, hvis man vil spise bare lidt sundere.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Ditte Ingemann: Sunde søde sager fra The Food Club
Gyldendal, 192 sider
ISBN: 9788702156119