Flere nyheder

 
Film
Klassiske kærlighedsproblemer

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Klassiske kærlighedsproblemer
Tor. 1. maj 2014


(Foto UIP)

Historien er den samme, om den så foregår i 1986, hvor filmen "About Last Night" oprindeligt er fra, eller om den foregår lige nu og her i 2014. Mand møder kvinde - de forelsker sig hovedkulds i hinanden. Det hele er meget intenst, lige indtil det bliver hverdag. Nogle parforhold kan holde til hverdagens virkelighed, andre kan ikke, og sådan vil det åbenbart altid være.

Filmen starter en aften, hvor Bernie (Kevin Hart) fortæller sin bedste ven og kollega Dan (Michael Elay) om sit seneste knald. Bernie beskriver detaljeret den sexglade Joan (Regina Hall), som fyrene nu skal mødes med på en bar. Joan, der samtidig er på vej til mødestedet, udleverer på samme måde de slibrige detaljer til sin veninde Debbie (Joy Bryant), som hun har medbragt som wing-woman til aftenens begivenhed.
Bernie og Joan drikker sig i hegnet og peger løs på deres medbragte venner, mens de beskylder dem for at være røvkedelige. Vennen Dan har alt for længe sørget over sin ekskæreste og er tæt på cølibat. Mens Debbie er så meget en kontrolfreak, at hun har glemt, hvordan man har det sjovt. Trods hver deres yderligheder opstår der en pludselig kemi mellem de to medbragte venner, og de ender mod al forventning hjemme under dynen ved aftenens ende.

Dette bliver hurtigt en hed affære for Debbie og Dan, der nærmest går i symbiose. De tilbringer mere og mere tid sammen sideløbende med deres fælles venners noget ustabile relation. Inden længe er Debbie flyttet ind hos Dan og insisterer på alt, hvad et seriøst parforhold indebærer - lige fra hund til parmiddage. Men har de nu været for hurtige? Spørgsmålet er, om de skulle have lyttet til deres venner. Kan parforholdet holde til, at det også bliver hverdag, når symbioseboblen brister?

Filmen About Last Night handler om datinglivet, kærlighed og de problemer, der nu engang følger med. Den viser uden så mange dikkedarer alt det, vi andre tænker. Det er de mest klassiske eksempler, filmen skitserer - hvornår er det for tidligt at flytte sammen? Hvordan holder man gnisten i live, og skal man have hund eller barn? Hvordan gør man det hele uden at "kvæle" den anden eller hinanden? Det hele er i denne filmversion fortalt på en yderst humoristisk måde, og alle mennesker kan relatere til problemerne og derfor også grine med.

Oprindeligt er filmens historie baseret på et teaterstykke ved navn Sexual Perversity in Chicago fra 1974, som senere blev til filmen About Last Night fra 1986, som så endnu engang har set dagens lys med en remake instrueret af Steve Pink. Denne nye version er ikke en fuldstændig gengivelse af 80'er versionen - hvilket er fornøjeligt. Selvom problematikkerne er de samme, er der meget mere humor i Pinks udgave, og Michael Elay får jo stakkels Rob Lowe, der begge spiller Dan i hver deres versioner, til at se helt vattet ud til sammenligning. Det kan sagtens være, at humoren var en anden i 80'erne, end den er i dag, men filmen har helt klart fået et humoristisk friskt pust i den rigtige retning med den nye version. Med Kevin Hart i rollen som filmens "klovn", kan man ikke andet end at brøle af latter. Man skal helt sikkert forvente at blive underholdt, hvis man vælger at tage ind og se About Last Night anno 2014.

About Last Night
Se spilletider
Se filminfo