|
|
(Foto: SF-Film)
Steven Knights biografaktuelle "Locke" er en film, hvis spartanske handlingsmiljø og snedige dialog sætter gang i fantasien og følelserne hos tilskueren.
I halvanden time befinder vi os i Ivan Lockes (Tom Hardy) bil på vej fra Wales mod London. Locke har gennem et årti arbejdet inden for byggebranchen, og han er den mest pålidelige ingeniør i firmaet. Aftenen inden verdens største betonfundament skal lægges, får en nødsituation Locke til at køre mod London. I bilen begynder han at foretage en del praktiske telefonopkald: Han fortæller konen, Katrina, og deres børn, at han ikke kommer hjem til aftensmad og fodboldkamp, og sin chef og en medarbejder at han ikke møder på arbejde dagen efter. Folk er chokerede og forstår ikke, hvorfor Locke opfører sig, som han gør. Det ligner ham jo slet ikke.
Langsomt finder vi ud af, at Locke er på vej til et hospital i London for at være til stede ved Bethans fødsel af det barn, de skal have sammen. Et barn, der er resultatet af en ensom aften og for meget vin. Men Locke har besluttet sig for at gøre det rigtige; at bringe et barn til verden med værdighed og med et navn. Noget, vi finder ud af, ikke var tilfældet for ham med hans far. Locke er besat af at gøre det rigtige og ikke gå i farens fodspor ved at stikke halen mellem benene.
Steven Knights Locke er en slags personlig psykologisk thriller, hvor vi gennem 90 minutter er vidner til, hvordan Lockes verden ændrer sig fra A til Z. Tæppet bliver revet væk under ham, selvom han til dels tror, at han er forberedt på den følelsesmæssige katastrofe. Knight skildrer det mentale kaos perfekt ved at vise os en besluttet mand, der krydser fingre for, at negativt kan vendes til positivt.
Tom Hardy er fantastisk i rollen som Locke, og har man set Refns Bronson eller John Hillcoats Lawless, kan man ikke andet end at blive vild med denne utroligt dygtige og alsidige skuespiller. Filmen foregår i et spartansk handlingsmiljø, der kun består af Hardy i en bil på motorvejen, mens de andre karakterer blot er stemmer ud af en telefonhøjtaler. Hardys ansigtsudtryk ændrer sig langsomt gennem filmens handling, og vi mærker inderligt Lockes følelsesregister.
Ligesom i Rodrigo Cortés film (for hvem det også lykkedes at formidle en god historie med en enkelt skuespiller og et statisk miljø i Buried) lykkes det Knight at skildre en meget større historie end den, vi ser: Telefonsamtaler og Lockes talen til sin døde far resulterer i en snedig dialog, der sætter gang i forestillingsapparaturet hos tilskueren.
Locke beviser, at less is more, og den er billedligt en slags blanding af Drive og Lost Highway, hvor noget så kedeligt som trafik bliver ophøjet til en æstetisk dimension med skinnende biler, blinkende trafiklys og motorvejsbilleder. Den er ikke voldelig som Refns Drive eller mystisk som Lynchs Lost Highway, men der findes alligevel en ubehagelig psykologisk undertone i Lockes karakter, som man vil tænke grundigt over under og efter filmen.
Locke
Se spilletider
Se filminfo
