(Foto: Nordisk Film Dist.)
I Polanskis "Venus in Fur" spiller Mathieu Amalric en teaterinstruktør, der via auditions prøver at finde en skuespillerinde til hovedrollen i sit nyeste teaterstykke. Emmanuelle Seigner er skuespillerinden, der gør sit yderste for at få rollen.
I et teater i Paris sidder forfatteren og instruktøren Thomas (Mathieu Amalric) og klager over, at han efter en lang dag med auditions stadig ikke har fundet en skuespillerinde til at spille hovedrollen i sit nyeste teaterstykke. Stykket omhandler en kvinde, der indgår en aftale med sin mandlige modspiller om at dominere ham som sin slave for at kunne bekræfte hans kærlighed og hengivelse til hende.
Thomas er ved at forlade teatret, da skuespillerinden Vanda (Emmanuelle Seigner) stormer ind i lokalet. Først er Thomas ikke overbevist, men da han endelig accepterer at lade hende afgive sin prøve, bliver han betaget af hendes forvandling og det, der viser sig at være en utrolig erotisk energi, som han ikke kan stå for. Det synes som et tegn, at Vanda deler figurens navn, kan linjerne udenad og endda har medbragt sine egne rekvisitter. Men ligheden mellem den rigtige og den fiktive Vanda viser sig at være alt andet end et magisk tegn.
Den udvidede prøve gør, at Thomas' tiltrækning til skuespillerinden bliver til en besættelse af hende og hendes seksualitet, som hun udnytter til at indtage en mere dominerende rolle, hvorved magtbalancen skifter fuldstændigt.
Roman Polanskis Venus in Fur er baseret på det Tony Award-vindende Broadwaystykke af David Ives, der er baseret på Leopold von Sacher-Masochs banebrydende novelle Venus im Pelz. Romanen fra 1870 af den østrigske forfatter, der helt bogstaveligt satte M'et i S&M (læg mærke til efternavnets initialer), hvorfor det ikke er underligt, at Vanda render rundt med læderhalsbånd det meste af filmen.
I Venus in Fur, såvel som i Polanskis seneste film Carnage, der også var baseret på et prisbelønnet teaterstykke, har instruktøren fundet inspiration fra teaterscenen og dens form: Ligesom i Carnage befinder vi os inde i handlingsrummet (her i teatret) under hele filmen - lige på nær i start og slut, hvor kameraet panorerer ind og ud af teatret og viser os et tomt Paris indhyllet af en metaforisk varslende storm.
Venus in Fur indeholder på mange måder en velkendt Polanski-præmis: Mand og kvinde er begrænset til et klaustrofobisk rum, hvori der foregår en række snedige skift i det psykologiske og seksuelle magtspil, hvilket minder om instruktørens Knife in the Water, Repulsion og de mere kendte Rosemary's Baby, The Tenant og Carnage.
Polanskis kone, Emmanuelle Seigner, er fremragende dragende i rollen som Vanda, og Venus in Fur synes til tider som en autobiografisk film om Polanski og hans forførende muse i et værk, der handler om en skuespiller, en instruktør og forholdet mellem liv og kunst. Filmen er rig på hentydninger til virkelighedens verden, politik, litteratur, Polanskis liv, m.m., i en fortælling, hvor god instruktion, skuespil og manuskript skinner hele vejen igennem.
Det er imponerende, hvor få kulisser og miljøer, der skal til at fortælle en god historie, så længe manuskriptet og dialogen står knivskarpt. Endnu et pragtstykke fra Polanski, af hvem undertegnede for længst har erklæret sig fan!
Venus in Fur
Se spilletider
Se filminfo
