Flere nyheder

 
Film
Nervepirrende prisvinder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nervepirrende prisvinder
Tor. 15. maj 2014


(Camera Film)

François Ozon er uden tvivl en af de store instruktører inden for nutidig europæisk film. Med en næsten perfekt film-oeuvre ("Swimmingpool", "Criminal Lovers" og "8 Women") vender Ozon tilbage til det store lærred med den vellykkede "Selv i de bedste hjem". En metafortælling om det perfekte narrativ.

Germain (Fabrice Luchini) er litteraturlærer på et gymnasium. Han er desillusioneret og småbitter på livet, såvel som han er det på sine dovne elever.
Da den unge Claudes (Ernst Umhauer) stil dukker op i bunken af banale weekendbeskrivelser, kigger Germain en ekstra gang. For Claude, der skriver om sin klassekammerat Rapha (Bastien Ughetto) og dennes hjem, har et talent, der vækker gnist i den midaldrende lærer. Germain påtager sig rollen som Claudes vejleder og lærer ham om skriveteknikker og litteraturhistoriens vigtige værker, mens Claude kommer mere ind på livet af Raphas familie. Men Germains gejst og Claudes begær efter Raphas mor, Esther (Emmanuelle Seigner), resulterer i en farlig fortælling, hvor det bliver svært at skelne mellem fiktion og virkelighed. På sidelinjen til dette sidder Germains kone, Jeanne (Kristin Scott Thomas), der er gallerikurator, og betragter sin mands moralske fordærv til fordel den gode histories sag.

François Ozon har skabt en intelligent metafilm om det at kreere et narrativt værk, hvad enten det er litterært eller filmisk. Claude såvel som tilskueren bliver undervist i det narratives grundlæggende kanoner, og filmen viser os, at litteraturens narrative ressourcer ikke har ændret sig meget - og det lige fra Scheherazade til Victor Hugo til François Ozon(!).

Filmen er et prisme, hvorigennem flere aflæsninger spaltes, og spørgsmål hos tilskueren formes: Hvem er autoriteten i fortællingen; læreren eller eleven? Hvem er forfatteren; Germain eller Claude (jeg fristes også til at overveje om det er Ozon eller tilskueren)? Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Især sammensmeltningen af disse sidste bliver tydelig, da Germain trænger sig ind på fiktionen ved at ville lave om på den.

Selv i de bedste hjem indeholder således mange niveauer, hvor det er op til tilskueren at analysere og fortolke sin egen endelige historie. Claude leder selv efter sin slutning på fortællingen, og det samme må vi gøre med filmen. Men undervejs som dette står på, er værket dejligt kompliceret, stemningsfuldt og provokerende - især pga. den unge Ernst Umhauers skuespil. Han er fremragende i sin rolle som Claude, der synes som en pervers og forførende ung gådefuld forfatter, hvis ord man ikke kan stole på. Umhauer kan synes frygtsom ved første øjekast, men har kapacitet til at lancere et perverst blik på passende tidspunkter, hvor han modigt står over for enten sin lærer eller den modne kvinde, Esther, som var han deres jævnaldrende.

Selv i de bedste hjem har fortjent vundet flere priser på prestigiøse filmfestivaler som San Sebastian og Toronto. Det velskrevne manuskript er inspireret af spanske Juan Mayorgas teaterstykke El chico en la última fila (Fyren på sidste række), og resultatet af nyfortolkningen af Mayorgas værk er intellektuelt, uden at være højrøvet. Det er let underholdende og nervepirrende og ikke mindst tankevækkende. Egentlig en temmelig udsøgt biograf- og fortolkningsoplevelse.

Selv i de bedste hjem
Se spilletider
Se filminfo