"Det første menneske" blev Camus' opus ultimus. I en alder af blot 46 år døde den franske algerier i 1960 i en voldsom bilulykke. Med sig i bilen havde han en usleben diamant - det uafsluttede manuskript til "Det første menneske"; en autobiografisk fortælling. Først tredive år senere blev de håndskrevne sider transskriberet og udgivet som et samlet, men ufærdigt værk. Nu genudgiver Gyldendal den ufuldstændige biografi til ære for Camus, som sidste år ville være fyldt 100 år.
Albert Camus spøger selvsikkert på de litterære boghylder i disse dage. Fire af hans største værker er inden for det sidste år blevet hevet op af arkiverne og relanceret som repræsentative cadeauer til deres kanoniske ophavsmand. Med en forfatter af så mastodontisk format på både den litterære og filosofiske front giver det god mening at støve franskmandens klassikerkartotek af for at puste fornyet liv i en død forfatters udødelige forfatterskab.
Første gang udgivet i 1994 og modtaget med åbne arme og klappende hænder. På tilblivelsesskalaen er Camus' autobiografi, Det første menneske, på det absolutte puppestadie - håndskrevet med adskillige over- og understregninger, noter, fodnoter og kommentarer. På alle måder et konceptuelt "work in progess", en litterær idé i sin indledende fase med en gennemskuelig grundtanke, men også vaklende i sin fortælleform og en smule ufokuseret på indholdssiden. Alligevel vælger Gyldendal nu at genudgive det ufærdige manuskript, ikke alene fordi det resumerer en kendt forfatters skarpsindige refleksioner over sit flakkende livsforløb, men også fordi det mellem linjerne rekapitulerer et helt lands konfliktfyldte kronologi.
Det første menneske beskriver en ung drengs, Jacques Cormerys, turbulente opvækst i Algeriet, hvor indfødte algeriere og franske kolonister leger kastebold med landets forfatning. Forholdene i Algeriet er betændte, opildnet af de indfødtes frigørelsestrang og "primitive" levemåde på den ene side og franskmændenes uindskrænkede dominans og moderne livsmønster på den anden. Det er også en subtil dannelsesfortælling om at finde sin fader og forstå sin moder - både konkret og i overført betydning. Jacques' forældre repræsenterer hver især en determinant rolle i Algeriets historie - den fraværende faderskikkelse som eksponent for den rodløse eksistens og den utilgængelige moderfigur som repræsentant for den umedgørlige nutid/fremtid.
Midt imellem disse uforligelige yderligheder går en drømmende, men kløgtig dreng rundt og nyder barndommens sødme, fortaber sig i himlens blå, smager havets salt og sanser livets eventyr. På trods af fattigdommens varige nærværelse, afbildes hans barndom med lyse, næsten optimistiske penselstrøg. Omgivet af eksistentielle farer formår den intelligente dreng ikke desto mindre at skabe sig en poetisk tilværelse, hvor undertrykkelse og underværk danser tragikomisk kinddans.
Men så alligevel .. som en indsigtsfuld anomali kontrasterer Jacques familiens hæmmende analfabetisme. Som et produkt af europæiske efterkommere symboliserer han en levende disharmoni i Algeriets afrikanske omgivelser. Hvilket kontinent/verdenssyn tilhører han? Hvem er han i det hele taget?
Disse eksistentielle spørgsmål stiller Det første menneske med diskret elegance, men præsenterer ingen lette løsninger eller formildende omstændigheder. Det er i de tilsyneladende banale hverdagstableauer og trivielle ordvekslinger, at romanen udstiller sine fine pointer. Værket fremstår, ligesom sin identitetssøgende hovedkarakter, som en rammende beskrivelse af et rodløst individs og et rodløst lands mange sygdomssymptomer - en slags digterisk diagnosticering af kolonialismens fremmedgørende eftervirkninger. Camus er en begavet iagttager, som klogt benytter sig af Jacques' uskyldighed og uerfarenhed og dermed gør ham til den bedst tænkelige observatør - fordomsfri og uformet. Han undrer sig, overvejer og nærstuderer, men på barnlig, næsten jomfruelig vis - og det er befriende.
På trods af forfatterens florissante sprog og levendegørende skildringer, opleves værket alligevel en smule usammenhængende og rapsodisk. Næsten som en bevidsthedsstrømmende skriveøvelse, uredigeret og ucensureret, men derfor også ustruktureret i sin form og distræt i sine fremstillinger. Man savner et bedre oplyst narrativ med knap så mange fortællermæssige flugtveje.
Modsat Camus' tidligere udgivelser emmer Det første menneske af en, for forfatteren, usædvanlig følsomhed, en næsten sentimental humanitet, som til trods for det foruroligende bagtæppe efterlader opløftende indtryk af ren kærlighed og ukrænkelig integritet. Måske denne er den væsentligste årsag til, at Det første menneske tåler en genudgivelse i dag - over halvtreds år efter dens tilblivelse.
Albert Camus: Det første menneske
Gyldendal, 336 sider
ISBN-13: 9788702139884
