Flere nyheder

 
Musik
Der skal være kærlighed i hver eneste sang!

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Der skal være kærlighed i hver eneste sang!
Fre. 30. maj 2014

I anledning af Savage Rose-albummet "Roots of the Wasteland" har KultuNauts Carsten Meedom besøgt Annisette Koppel hjemme i haveforeningshuset i Sydhavnen.

Haveforeningen Frederikshøj tæt på Sjælør Station blev dannet i 1913, da fattige landarbejdere søgte ind til storbyen for at finde arbejde. De slog sig ned uden for byen og søgte arbejde på den store General Motors-fabrik i nærheden. Man byggede huse af de kæmpe kasser, motorerne blev leveret til fabrikken i, og mange år senere, da familien voksede, besluttede Annisette og Thomas Koppel at rive nogle vægge ned og skabe mere plads til børnene. Inde bagved tapet og maling dukkede brædder med General Motors stempler op, og historien kom pludselig helt tæt på igen. Og sådan har historien om The Savage Rose været tilsvarende.

Det hele startede for Annisette, da hun som syvårig begyndte at synge i et omrejsende cirkus og som tolvårig med en jævnaldrende veninde på tangenter tog ud til fødselsdage og familiefester og sang italienske schlagere, lidt jazz og danske viser for en skilling. Senere endnu blev hun medlem af Dandy Swingers og begyndte at spille på deciderede koncerthuse. En dag stod Thomas Koppel ved en koncert og oplevede hendes stemme - og snart sad hun i et kælderværelse i en villa ude i Søborg og sang mærkelige, tvetydige og meget anderledes tekster til noget musik, hun aldrig havde hørt før.

I dag, 47 år senere, skræller Annisette noget af det tapet og maling af, som har sat sig på musikken, og finder tilbage til nogle af rødderne fra hendes eget musikalske landskab. Sammen med nogle helt unge musikere genskaber de på det nye album Roots of the Wasteland nogle af de fortællinger, der oprindeligt blev fortalt for snart mange år siden.

Annisette: Det har været en fantastisk oplevelse at lave dette album. Både fordi det indeholder tiden gennem de seneste otte år med mit nye band, og samtidig har jeg fået hele min ungdoms musik med horn og soul med - det gør mig simpelthen så glad! Og de er simpelthen så dygtige i bandet, og det er en ny ting, en ny farve, der er kommet ind i vores musik.

KultuNaut: Selvom nogle af sangene ligger tilbage i tiden, har I formået at få dem til at hænge godt sammen med det nye materiale.

Annisette: Det ene nummer giver næring til det næste, og det ligger også i, at det er sådan, vi spiller dem til koncerterne. Vores koncerter har altid været sammensatte, hvor vi har plukket fra den gode, gamle skattekiste, men hele tiden med vægt på, at det skulle være vores - vi skulle ikke ud og lave reproduktioner, eller prøve at få det til at lyde nøjagtig som dengang, for det er der ingen grund til. Det ligger der i forvejen.
Der, hvor jeg kan finde nerven og sjælen i musikken, der er jeg lutter øren. Det er, når man forstår at lytte til musikken sammen og fornemme, hvad vi kan bruge hinanden til. Hvis jeg må sige det omvendt, lytter bandet meget til mine fortællinger og den måde, jeg synger på, hvor jeg lytter meget til, hvordan de bruger inspirationen her og nu.

KultuNaut: Fortæl mig om nummeret "The Storm".

Annisette: Det var det sidste nummer vi indspillede til albummet, og vi jammede det faktisk frem i studiet. Teksten havde jeg skrevet umiddelbart før Thomas døde i Puerto Rico, og jeg havde ikke tidligere haft lyst til at arbejde med nummeret - det føltes faktisk lidt uhyggeligt. Thomas ville oprindeligt ikke spille nummeret ind på Universal Daughter, han syntes ikke vi havde brug for det. Og da teksten så dukkede op igen senere, kunne jeg bare læse, at den handlede om at "se at komme væk i en fart, inden stormen får dig". Og det var slet ikke hans tid til at dø, han var på toppen af sig selv og sin musik, og han var på vej ud og spille som klassisk pianist og øvede det side om side med Savage Rose, han havde et kæmpe overskud. Og så pludselig - færdig!
Teksten til "The Storm" har så ligget i mit teksthæfte lige siden, og jeg har haft den fremme et par gange, men jeg har ligesom følt, at den havde for meget med sig. Men vi besluttede at tage den med på det nye album, og da vi stod og jammede i studiet, skete der det fuldstændigt mærkelige, at der opstod tidernes uvejr! Vi kunne ikke komme hjem bagefter, det var lige den dag i december måned, hvor hele København blev oversvømmet. Jeg følte det virkelig, som om det nummer virkelig ville sætte sit aftryk, så jeg følte, at "nu spiller vi dig ind, nu gør jeg det, så kom bare med det". Og det endte med at blive et fantastisk nummer!

KultuNaut: Hvor startede din kærlighed til musik?

Annisette: Da jeg stod på scenen som syvårig og sang, var der masser af børn blandt publikum. Selv i regnvejr stod de der i regntøj og kiggede op med forventningsfulde og begejstrede øjne. Sådan var det dengang i 50'erne, der tog man børnene med til alt. Og jeg nød det. Det gik først op for mig, hvor meget musikken betød, da min mor kom ind og sagde til mig som tolvårig, at jeg ikke skulle synge mere, vi skulle ikke ud og rejse mere, min søster skulle på teaterskole, så det skulle jeg ikke spekulere mere på. For mig var det, som at hun havde taget livet fra mig, jeg kunne næsten ikke trække vejret, og jeg følte, at hele min identitet forsvandt under mig.

Jeg gik straks ind og ringede til min veninde Jette, som spillede fantastisk på klaver, og så lavede vi et lille repertoire og tog ud til sølvbryllupper og spillede og lod ordet sive, at vi gerne spillede til den slags arrangementer. Pludselig var der virkelig bud efter os, og især på de der mælkepubber, hvor vi spillede for de unge, som stod og drak mælk. Det var før diskotekerne opstod, og så hørte man grammofonplademusik, og så var der nogle live-indslag med sådan nogle som os, der ikke kostede for meget.

En dag kom Dandy Swingers forbi og hørte mig synge og tog mig med i deres band. Herefter kom jeg ud og spille på de store steder i København og Malmø. Der gik man på omgang ved at spille ti dage det ene sted og ti dage det andet. Man spillede faktisk fem sæt hver aften med en times mellemrum. Og da diskotekerne så endelig kom, dukkede soulmusikken også op. Og jeg flippede helt ud over at høre de stemmer; jeg hørte Aretha Franklin og James Brown for første gang, og det var fantastisk! Endelig kom musikken indefra, som jeg følte den skulle leveres.

Da jeg fik mulighed for at synge i Savage Rose, var det første jeg tænkte, at det var helt fantastisk at skulle synge en sang for et publikum, som ingen nogensinde havde hørt før. Bandet skrev selv al tekst og musik, og det var første gang, jeg ikke bare fik stukket en kendt melodi ud. Det var en meget ny oplevelse for mig.

KultuNaut: Hvad har The Savage Rose at tilbyde publikum i dag, sammenlignet med det band, du var med til at starte for mere end 45 år siden?

Annisette: Vi har hele pakken, vil jeg sige! Jeg bærer det hele med mig hele vejen. Der er ikke noget, jeg frasiger mig, det er ikke sådan, at "arh, det var dengang, det gider jeg sgu ikke mere" og "jeg er en anden i dag" og "nu laver vi ny musik". Det er ikke sådan, jeg har det. For mig har det været en lang, lang rejse med musik - og det bedste musik hele tiden. Jeg har altid spillet med de mest engagerede mennesker, og vi har fået det mest suveræne og bedste musik ud af det, med det vi kunne, med de kræfter og de talenter, vi besad - med den musikalitet, vi havde til rådighed som mennesker. Vi har gjort os så meget umage hver eneste gang for at have det hele med. Og når jeg dykker ned i nogle af de gamle ting, så synes jeg stadig, at "hold da op, hvor er det fantastisk".

Hvor var vi stærke, og hvor er vi stærke! Hvert eneste nummer er som et fuldbyrdet barn, der bliver født, og det skal gøres med manér, der skal tages hånd om det. Der skal være kærlighed i hver eneste sang, det skal stråle ud af det, så folk de føler al den kærlighed, intensitet og sjæl, vi har lagt i det; folk skal kunne mærke det.

---

Og med disse engagerede ord fra Annisette forlader jeg det hyggelige haveforeningshus. Det er ikke svært at mærke Annisettes kærlighed til den musik, hun arbejder med, og til sin egen og musikkens historie, der forgrener sig ind og ud af andre mennesker og tider, uden på noget tidspunkt at miste sin indre kraft og værdi. Og da jeg drejer ned ad Thomas Koppels Vej er det, som om historien bliver levende igen.