|
|
(Foto: Charlotte Hammer)
Teaterinstruktør Rolf Heim er manden bag Bådteatrets opsætning af "Testamentet" - en ordløs men udtryksfyldt og billedrig iscenesættelse af Genesis, fortællingerne om Adam og Eva, Kain og Abel, og Noas Ark.
"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud skaber dag og nat.., det tørre land og havene og planterne.., og alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og vilde dyr!" "Gud sagde: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!"...i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." Sådan begynder Det Gamle Testamentes fortælling om Genesis, om hvordan Gud skabte verden af intetheden.
Genesis, historien om Adam og Eva, og deres sønner Abel og Kain, samt Noahs Ark bliver alle afbildet i den korte time, som Rolf Heims Testamentet varer. Inspirationen til stykket er de mange voldsomme hændelser, der foregår i skabelsesfortællingen, som bliver formidlet med drama og humor i bedste dukketeaterform. For Testamentet er ikke bare et teaterstykke med mennesker, der symboliserer Gud og styrer dukkerne, som så skal forestille at være dyrene og menneskene, men til dels også et dansestykke og et performanceshow. Og selvom det lyder noget skizofrent, så flyder de mange teaterundergenrer egentligt fint ind og ud af hinanden, så stykket generelt er en fornøjelse at overvære.
Især den første halvdel af stykket, der primært handler om, hvordan Gud skabte dyrene, er sjovest, mest magisk og poetisk sammensat med lamper i form af dyrehoveder, som skuespillerne har på hånden som hånddukker og de lange lagner, der skal forestille hav, vind, dyrevinger eller -kroppe, flyder elegant gennem salen.
De medvirkende skuespillere (Laura Müller, Karen Monrad, Ida Drey og Rolf Søborg Hansen) holder sig på sin vis i baggrunden og lader dukkerne og skabningen af dukkerne i selve stykket stå i forgrunden. Ofte minder de om stumme bugtalere, der kæmper med deres dukker om retten til at udtrykke sig, indtil kampen resulterer i en symbiose mellem menneske og dukke.
Dukkemager og scenograf Rolf Søborg Hansen har fået dukketeatrets frisatte billedsprog til at udfolde sig magisk, og det er spændende at se, hvordan scenografien udfolder sig tryllerisk gennem stykket.
På kort tid får vi så serveret alle frygtelige emner fra Skabelsesberetningen på et sølvfad: voldtægter, mord, misundelse, frygt, hævn, undertrykkelse, flugt, død og ødelæggelse, men også kærlighed. Men selvom stykket ønsker, at vi som publikum fordyber os og reflekterer over det at være menneske i en verden, der ikke alene tilhører os, men også dyrene og naturen, så formår stykket ikke at få os til at sætte den gamle tragiske fortælling i nutidig kontekst, så meget som det gerne ville. Det er derfor svært at fordybe sig rent emotionelt i, hvad der sker på scenen, hvorfor det, der er mest interessant og underholdende ved Testamentet, er formen nærmere end det følelsesmæssige aspekt. Man bør dog stadig unde sig en tur i teatret på en gammel båd i Nyhavn, selvom ønsket om at være samfundskritisk desværre ikke helt formår at skinne igennem.
Testamentet
Bådteatret
spiller frem til 28. juni
