Flere nyheder

 
Teater
Historien bag muren

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Historien bag muren
Tor. 12. jun. 2014


(Foto: GLAD;TEATER)

GLAD;TEATER åbner teaterfestivalen CPH STAGE med "Historien Bag Muren". Et fint værk der bliver til i det offentlige rum, hvor selve teaterstykket og pladsens liv skaber en flot sammensmeltning af virkelighed og fiktion.

CPH STAGE byder på teater for alle. Festivalen er på kun et år allerede vokset markant, og i år opføres lidt over 300 arrangementer af teatre og scenekunstgrupper fra hele Danmark og fra udlandet. Årets festival bliver succesfuldt åbnet med Historien Bag Muren.

Placeret på en tribune på Frue Plads med hver sit sæt høretelefoner sad publikum og så på pladsens liv. Grundet forsinkelse pga. regnen begyndte utålmodigheden at sætte ind, men da vejrforholdene endeligt tillod forestillingen at begynde og udfolde sig, var undertegnede tryllebundet.

Folk går forbi, de fleste ser at der foregår noget: Japanske turistgrupper stopper op og tager billeder, nogle kvinder går lige gennem "scenen" og forsøger at tilslutte sig stykkets publikum, men bliver ledet væk, to arbejdere forsøger at "stjæle" en af rekvisitterne. Andre går bare forbi i baggrunden og ænser ikke, at der er noget, der er anderledes. Men hvad er det, der foregår denne onsdag på Vor Frue Plads?

Historien Bag Muren er et anderledes teaterstykke, idet at det foregår i det offentlige rum. Publikum ser stykket samtidigt med, at pladsens liv fortsætter i baggrunden. Forestillingens replikker og lydeffekter høres gennem høretelefoner og udelukker derfor hverdagens larm. Koncentrationen er fokuseret på både teaterstykket og menneskene, der går forbi, fuglene der flyver på himlen og arkitekturen i baggrunden.

Historien Bag Muren er skrevet af den netop Reumertnominerede dramatiker Tomas Lagermand Lundme og instrueret af Rhea Leman. Skuespillerne Jannie Faurschou, Thomas Corneliussen, Sanjin Fischer, Siri Friis Vikesaa og Marie Lisbjerg Jensen er tryllebindende på hver sin måde.
Alle de medvirkende har skabt en gribende og tankevækkende historie, der er delt op i en række mindre sketches og omhandler individets længsel efter tætte relationer i det moderne samfund: Mobiltelefoner ringer, men det er ikke til os. Vi er ensomme, håber på kærlighed i form af venskaber og forhold. Menneskets behov for ikke at være alene og formå at være til stede her og nu er i fokus.

Publikum tvinges til selv at være i nuet ved at være fokuseret og "lukket inde" i forestillingen grundet høretelefonerne og temaet. Man lever sig ind i og kan genkende de små hverdagssituationer, der bliver opført.

Musikken i ens ører og fuglene, der flyver forbi, danner en poetisk sammensmeltning, og man føler sig transporteret til en anden verden. Så går replikkerne i gang. Det er underholdende og affektivt. Samtidig er der flere komiske bemærkninger, og de folk, der går forbi i baggrunden, må synes, at det er mystisk, at en flok mennesker på en tribune bare sidder og skraldgriner (for de forbigående kan jo kun se, men ikke høre forestillingen, som vi kan). Mobilen i stykket ringer igen. En mand tager den. Samtidig sker det samme i den virkelige verden. Publikum skraldgriner igen over sammenfaldet. Symbiosen af fiktion og virkelighed er det, der gør fortællingen så magisk.

Synkroniseringen mellem lyd og mimik er imponerende (en mand laver mad, og vi hører alle køkkenredskabernes lyde, men han har ikke noget i hånden). Hverdagens larm og gøremål lukkes ude i 60 minutter, der flyver af sted. En anderledes, yderst interessant og modig teaterform, der kræver perfektion i teknikken. Alt dette leverer Historien Bag Muren fornemt.

Mens skuespillet har været helt tæt på ens sanser, er man forsvundet ind i en magisk verden, som samtidig er et spejlbillede af ens egen rigtige verden. Vi skal bare huske at være til stede, så vi kan mærke magien lidt oftere.

Historien bag muren
GLAD;TEATER på Frue Plads
Se spilleplan