Flere nyheder

 
Musik
Black Label Society på Copenhell

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Black Label Society på Copenhell
Man. 16. jun. 2014

Zakk Wylde og kompagni leverede et potent og muskuløst sæt, men den dårlige lyd på Hades-scenen lagde flere steder låg på heavyfesten, som dog havde potentiale.

Zakk Wylde er lidt af et ikon inden for heavyrock og heavy metal, eftersom han med sit virke inden for heavy-musikken bl.a. har bidraget en hel del til metalkoryfæet Ozzy Osbournes lyd i 90'erne. Endvidere har Zakk taget heavyen helt til sig, og med Black Label Society har han formået at skabe et nærmest kult-agtigt fænomen inden for genren. Signaturlyden er ultra råstyrke blandet med solid spadelir og utallige guitar-squeals flankeret af en særdeles badass vokal. Denne opskrift var da også i høj grad det, der prægede Black Labels sæt på Copenhell, som lagde fra land med at tæske voldpotent musik i hovedet på sit publikum. Lyden var igen særdeles kritisabel på Hades-scenen, og selvom der blev justeret på den undervejs, forblev Zakks vokal allestedsfraværende, og den druknede fuldstændigt i metallarmen. Øv!

Det var synd og skam, men heldigvis lod Zakk Wylde til at være relativt ligeglad, da han med masser af overskud smed den ene hidsige og virtuose solo efter den anden. Der blev hist og her fyret godt op for festen, og med numre som bl.a. "Suicide Messiah" viste Zakk og kompagni tydelig stilmæssig kulør, da de rullede med de musikalske muskler på Hades-scenen.

Det kom dog aldrig rigtig videre end dette, og som før nævnt var den elendige lyd en evig hæmsko for, at den vitale energi kunne slippes helt løs, og koncerten kunne eksplodere. I forlængelse heraf skal det også siges, at Black Label på intet tidspunkt viste, at de havde nogle ambitioner om at få koncerten til at koge over - dertil kan Zakk ikke trække hele læsset selv, og eftersom de to andre strengeinstrumentalister mest af alt rockede lidt rundt i deres eget space, faldt meget af opmærksomheden på netop Zakk og hans anstrengelser. Han gjorde det da også fortrinligt på spaden, men om han sang godt er ikke til at vurdere, da undertegnede ikke havde en chance for at høre vokalen, der druknede i guitar/trommebulder. Alt i alt stod undertegnede med en fornemmelse af, at der ikke skulle så meget til, før denne oplevelse havde løftet sig til noget fedt, men det var lidt som om, at bandet (og lydmanden!!!!) desværre hele tiden havde foden afventende på speederen uden for alvor at trykke den i bund.

Black Label Society gav koncert på Copenhell 11. juni.