Ernst Jünger var tysk officer og kæmpede under hele Første Verdenskrig i skyttegravene på Vestfronten. "I stålstormen" er hans ca. 300 sider lange øjenvidneskildring af oplevelserne. Værket giver læseren et sjældent nærgående indblik i en både grum og ophøjet krigsverden.
Selv om den er delt op i kapitler og afsnit, føles læsningen af I stålstormen som at deltage i ét stort hæsblæsende og monotont slag. I selskab med den kæmpende jeg-fortæller kravler vi op og ned af granatkratere, ind og ud af labyrintiske skyttegrave. Rundt omkring falder kammerater som fluer. Ben og arme skydes af. Hoveder skilles fra kroppe. Blodet pibler, siler, fosser ud af huller i utallige soldaters kroppe. Også i Jüngers egen krop, men han overlever og overlever. Mirakuløst. Og efter hver rekonvalescensperiode vender han tilbage til fronten. Og så begynder infernoet af ild og død forfra. Døden er lige så allestedsnærværende i Jüngers beretning som sex hos Marquis de Sade.
I stålstormen er en klassiker i krigslitteraturen. Den udkom første gang i 1920, men kom først på dansk i 2012. Som oversætteren Adam Paulsen skriver i sit efterskrift, redigerede og gennemskrev forfatteren sin tekst mange gange siden den første version. Den bog, som Gyldendal nu udgiver, bygger, så vidt man kan forstå, på den sidst omskrevne version fra 1978.
Måske i kraft af de mange gennemskrivninger fremstår bogen ikke bare som et autentisk dokumentarisk værk, men også som et litterært helstøbt værk. Det særlige ved bogen er netop denne blanding af det historisk troværdige og det poetiske. Som læser tvivler man ikke på, at det beskrevne er oplevet. Således er detaljerne mange; iagttagelserne af den fysiske ødelæggelse er præcise og kuriøse. Og ikke mindst virker teksten helt og holdent dikteret af virkelighedens fremdrift og ikke af noget ønske om hverken narrativt plot eller tilbageskuende historisk overblik.
Når man alligevel efterlades med en fornemmelse af litterær helstøbthed og sammenhæng, skyldes det selve prosaen. Bogen er, i al fald i Adam Paulsen og Henrik Rundqvists fordanskning, særdeles velskrevet. Jünger formår at genskabe krigsskuepladserne, så de på én gang bliver realistiske og uvirkelige. Det sidstnævnte, det uvirkelige, fremstår som noget positivt og hænger nøje sammen med en tendens, der gennemsyrer hele værket, nemlig forfatterens ophøjelse af krigen til en renere eksistensform.
Jünger er altså tydeligvis ikke pacifist. Det, at ødelæggelserne gøres til adgangsbillet til en ædlere verden, kan godt virke lidt som maskulin romantik - et udtryk for et menneskesyn, der ikke længere er så genkendeligt. Men selv om det er provokerende, er det samtidig svært ikke også at føle en ægthed i denne skildring af livet som særligt intenst i dødens nærhed.
Trods alt bliver I stålstormen ind i mellem lidt monoton med de mange gentagelser af beskydninger frem og tilbage, uden at hverken læser eller fortæller kan se meningen. Men efter endt læsning har man ikke desto mindre en klar fornemmelse af at have været udsat for et intenst og poetisk dokument fra Europas historie.
Ernst Jünger: I stålstormen
Gyldendal, 343 sider
ISBN: 978-87-02-158861
