Flere nyheder

 
Litteratur
Aldrig mere sukkerkold

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Aldrig mere sukkerkold
Tir. 17. jun. 2014

I en samlet og revideret udgave af to tidligere kogebøger udgiver tre forfatterinder nu sammen "Aldrig mere Sukkerkold" fra Gyldendals forlag. Kogebogen er baseret på klassiske, enkle og sunde retter til hverdagen og er udformet som inspiration til den travle familie. Heldigvis er der ikke tale om endnu en af de mange bøger om slankekure.

Som kogebogens mad-eksploderende forside også fortæller læseren, skal den sultne ej fortvivle, selvom sukketrang og madnydelse kan være en stor del af ens hverdag. Kogebogen er ikke en kur, men skal nærmere inspirere mennesker, der er glade for god mad og søde sager, til at bruge deres trang og åbne øjnene op for et mere varieret og sundt hverdagskøkken. Helt uden smør, sukker og kulhydrater er opskrifterne dog ikke, men mængden af de usunde ingredienser er reduceret og tilpasset den noget større mængde af de sunde. På denne måde kan man trygt holde sig til madopskrifterne uden at blive grøntsags- og helseforskrækket. Bekymringer om usund spise og ensartet kost er herved let fejet af vejen.

Aldrig mere Sukkerkold gør meget ud af at virke som en let og håndgribelig kogebog med nem og nærende mad til hverdag, gæster, børn og deres kammerater. Som læser er man ikke i tvivl om, at der er blevet gjort, hvad der gøres kan, for at plane fordomme om helse- og gourmetsnobberi ud og hive det ned på et jordnært niveau, hvor alle kan følge med. Det kan tit virke som en meget stor og utroligt uoverskuelig ting at skulle ændre på sin hverdagskost - både for hjerne og for mave. Ofte skyldes det, at man ikke føler sig inspireret til at lave ny og spændende mad. Når man endelig slår op i en sund kogebog for at prøve, skal man anskaffe sig et hav af forskellige sukkererstatninger, specielle grøntsager og grove korn og kerner, som er svære at få fat i og ender med at koste en bondegård. Aldrig mere Sukkerkold er baseret på sunde principper om at undgå hurtige kulhydrater fra blandt andet sukker og hvedemel, holde blodsukkeret stabilt og vælge sunde madvarer og få dem integreret i hverdagen. Men kogebogen introducerer dog det, de kalder "de ekstra gode madvarer" - som bælgfrugter, fisk, fuldkorn og planteolier, som let er til at købe og få fat i i et helt almindeligt supermarked. Disse få og overskuelige "ekstra gode madvarer" er en helt klar inspirationskilde til fornuftige madvaner, som skal være nemme at leve med i det daglige. Som bogens forord selv beskriver, kan man "lige så godt lave en salat af mørkegrønne spinatblade, der strutter af vitaminer og jern - i stedet for et ligegyldigt iceberg, der ikke indeholder ret meget næring."

Selvom Aldrig mere Sukkerkold byder på 272 siders opskrifter, er det dog ikke dem alle, der inspirerer og lokker lige meget. Til tider bliver nogle af dem desværre lidt for "hverdagskedelige", så som "pasta med pesto", "cæsarsalat" og "p-tærter". Men når det så er sagt, leveres der ellers et langt stykke hen ad vejen overbevisende og indbydende opskrifter. Det er de færreste kogebøger, man kan kalde "page-turners". Aldrig mere sukkerkold er desværre heller ikke en af dem, men er dog stadig et fint supplement til hverdagen og de resterende kogebøger hjemme på køkkenhylden.

Køb bogen på saxo.com

Barbara Bendix Becker, Nanna Friis og Anne-Li Engström: Aldrig mere sukkerkold
Gyldendal, 272 sider
ISBN: 8702158329