Flere nyheder

 
Film
Dragende 2'er

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dragende 2'er
Tor. 3. jul. 2014


(Dreamworks)

Fængslende fortælling, actionfyldte scener og flot grafik - "Sådan træner du din drage 2" har det hele og mere til. Det er en film om venskaber, kærlighed og familie, og om at finde sin rette plads. Filmen, som er anden del af trilogien om Hikke og hans drage Tandløs, har premiere i danske biografer landet over den 3. juli.

Der er nu gået 5 år, siden Bersærkøs beboere lærte at leve i fred med dragerne, og på disse år er vikingen Hikke gået fra at være en nysgerrig dreng til at være en ung mand. Med voksenlivet kommer ansvar, og hvor Hikkes far, Havblik, gerne snarligt så sin søn overtage pladsen som høvding, føler Hikke behov for at søge andre veje. På sin færden for at finde ud af, hvad han er sat i verden for, støder Hikke på onde kræfter, da den magtsyge Draco med hjælp fra dragefangeren Eret truer med at ødelægge freden med sin dragehær. Hikke finder dog hjælp fra en uventet kant, som også giver ham svar i hans søgen efter, hvem han er.

Sådan træner du din drage 2 er i høj grad en film om at turde gå sine egne veje, finde sine kvaliteter og forstå den rolle, man har i livet. Filmen er baseret på børnebogsserien af Cressida Cowell, og de vigtigste af filmens øvrige temaer er i høj grad venskaber og troskab.

Filmen er en 3D animationstegnefilm af DreamWorks Animation og er en meget vellykket en af slagsen. Scenerne er utrolig flotte og detaljeret bygget op, og 3D-effekten understøtter universet med de flyvende øer og de mange drager.

Humor fylder en stor del i filmen, og i 2'eren er vikingerne blevet teenagere, hvilket er et sjovt element som spilles på, da hormonerne flyver rundt i flere af de unge vikinger. Samtidig er filmen til tider både uhyggelig og rørende.

På trods af at dragerne intet sprog har, har de masser af personlighed, hvilket grafikerne er utrolig gode til at udtrykke gennem dragernes individuelle kropssprog. Det er et plus, at det ikke er nødvendig at have set forrige film for at være underholdt og kunne følge med i filmen.

Trods en længde på 1 time og 45 minutter er filmen underholdende og imponerende hele vejen igennem. Musikken er med til at drage én ind i universet og i den fortælling, som udspiller sig. Trods snakken om "den svære 2'er", og at der er nok af klichefælder at træde i med en film om at finde sin identitet, træder filmen på intet tidpunkt for alvor ud over kanten.

Hvis man kan lide en god historie og fantastiske universer, er Sådan træner du din drage 2 en anbefalelsesværdig film for både store og små.

Sådan træner du din drage 2
Se spilletider
Se filminfo