Flere nyheder

 
Musik
Talib Kweli i VEGA

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Talib Kweli i VEGA
Tir. 22. jul. 2014

Anerkendt Brooklynrapper overbeviste med åbenlyst teknisk talent, men skuffede med mangel på struktur og hip hop name dropping. Men swing'ende vestegns-hip hop imponerende.

Amerikanske Talib Kweli var aftens tilløbsstykke for et forventningsfuldt publikum selvom tilslutningen, overraskende nok, på forhånd ikke var stor for den internationalt anerkendte rapper. Koncerten var derfor rykket til Lille Vega, og der var hentet et supportnavn ind - det for tiden omtalte Tudsegammelt. Det til trods, var stemningen blandt publikum og band intakt.

Det måske mest interessante danske hip hop navn netop nu, Tudsegammelt, gjorde med en sveddryppende opvarmning, ikke interessen det mindste køligere. Symbiosen af verdensmusik, flabet vestegnsrap, beskidt swing'et lyd og energisk liveoptræden, ramte rent ind. Med tuba, kontrabas og trommer satte det fem mand store orkester streg under, hvordan liveinstrumenter kan rykke studiemateriale et niveau op. Publikum blev vundet - både dem der kender, og ikke kendte, vestegnsgruppen på forhånd - med karakteristisk rustik lyd og oprigtig spilleglæde. En sand fornøjelse at høre live, ganske enkelt. Absolut en vellykket satsning at få Tudsegammelt ind fra sidelinjen, og et perfekt afsæt for hovednavnet Talib Kweli.
( )

Fra Tudsegammelt gik af scenen og Kweli kom på, gik der ca. en times tid. Eller rettere, før hans DJ startede med et kvarters unødvendigt pladevenderi. En dårlig start for aftenens hovednavn, som derfor både skulle toppe et fremragende opvarmningsband og løfte et tungt dyk med en DJs søgte crowdpleaser playliste.

Et øjebliks eufori bølgede igennem publikum, da Talib Kweli trådte op på scenen. Forventningens glæde blev dog afløst af forvirring. Ligesom sin DJ, vekslede Kweli helt efter behag mellem sit eget bagkatalog og fra andre hiphop navne. Fra start blev flere sange påbegyndt, stoppet halvvejs, en lind strøm name dropping af diverse navne blev nævnt, nye sange påbegyndt, og sådan fortsatte det i en halv times tid. Producere, historisk vigtige rapnavne og samarbejdspartnere skulle fremhæves. En historietime i hip hop historie var vigtigt at løbe igennem, mente Kweli altså.

Momentvis blev der givet eksempler på det eminente flow og teknik, bl.a. ved den Beatles samplede Lonely People, samt ved showmanship og charmerende overskud. Bestræbelserne på at skabe, med Kwelis egne ord, en "old school reflection dedikeret til alle dem der elsker hip hop", blev imidlertid mere et show for Kweli end for det betalende publikum.

Talib Kweli er en stolt New York'er, med en East Coast hip hop tradition, der tæller bl.a. Wu-Tang Clan, A Tribe Called Quest og Beastie Boys, hvilket også blev nævnt et par gange eller tyve. Måske derfor blev niveauet hævet gevaldigt efter en halv times tid.

Det kan være at Talib Kweli ikke er slået igennem kommercielt i Danmark, hvilket i bund og grund er uforståeligt. Det fik imidlertid ikke den snaksaglige rapper til at sænke paraderne. I stedet tævede han igennem med hvad der var en sand opvisning og en understregning af, hvorfor han burde være slået igennem for alvor under de danske himmelstrøg.

Efter en times ordinær koncert, inklusiv DJ'ens tid, gik Kweli overraskende fra scenen. Ikke så overraskende lykkedes det efter en kort kunstpause at presse tre ekstranumre ud og skabe aftenens absolutte højdepunkt med Get By. Havde niveauet været så højt hele tiden, havde Talib Kweli leveret årets koncert. I stedet blev han overgået af et sultent dansk hip hop orkester, der måske kan opnå mere popularitet. Baseret på aftenens koncert, trods et effektivt comeback i anden del, ville det ikke være ufortjent.

Talib Kweli spillede i Lille VEGA 17. juli 2014.