Flere nyheder

 
Film
Det andet liv

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Det andet liv
Tor. 7. aug. 2014


(Foto: SF Film)

"Let's Get Lost"-instruktør er tilbage med halvhjertet forsøg på at skildre det moderne samfund gennem dobbeltlivets konsekvenser i gumpetung multiplot-film.

I Jonas Elmers Det andet liv følges tre skæbnehistorier i en multiplot-ramme. Jørgen (Uffe Rørbæk) lever et lykkeligt familieliv, men eksperimenterer via netdating med sin biseksuelle side med den unge Mark (Thomas Ernst). Den stille eksistens Thomas (Bo Carlsson) får konstateret kræft og beslutter sig for at finde den formentlig sidste lykke via nettet. Frimodige Klara (Karen Rosenberg) møder på en datingside den store kærlighed. Da Klara ikke kan holde fingrene fra andre mænd og kvinder, indtræffer katastrofen imidlertid.

Da Jonas Elmer i 1997 debuterede som spillefilmsinstruktør (før havde han medvirket som børnestjerne i 80'er-klassikere som Zappa og Den kroniske uskyld), blev den unge instruktør hyldet som et af de mest lovende talenter i dansk film. Gennembruddet Let's Get Lost blev aldrig en kommerciel succes trods sin efterfølgende kultstatus. Elmer har siden lavet lidt af hvert, bl.a. Nynne-serien, men intet har siden levet op til debuten. Nyeste skud på stammen, Det andet liv, gør intet for at rette op på dette.

Det andet liv føles som et projekt, der lever i fortiden og bestræber sig på at efterleve Robert Altmans Short Cuts fra 1993: Klassisk brug af multiplotelementer, indlevelse i rollerne med stor plads til improvisation fra skuespillernes side samt en teknikforskrækket kommentar til samtiden; i dette tilfælde i form af netdating. Det fungerer bare ikke. Optagelserne er håndholdt sløsede i et forsøg på at genoplive Dogme-dagene. Filmens tone er lige så introvert som Kurt Cobain på valium. Skuespillet er lige så påtaget højspændt, som historien er prætentiøst tåkrummende.

Noget, der momentvis lykkes, er improvisationen mellem visse af skuespillerne. Flere sekvenser mellem unge Thomas Ernst og Uffe Rørbæk, et tidligere medlem af De Nattergale, slår gnister. Bo Carlsson, som den grå og lavmeldte skoekspedient Thomas, udviser med sammenbidt skuespil, at "less is more". En frisk gæsteoptræden af Dar Salim vækker tiltrængt liv i Karen Rosenbergs delhistorie, men ellers er der ikke mange positivt iøjnefaldende elementer at fremhæve i Jonas Elmers skuffende tilbagevenden på den danske filmscene.

Let's Get Lost ramte i sin tid Dogme-tidsånden og skabte en mindre sensation som lille, uafhængig film. Med Det andet liv forsøger Elmer at gå i sine egne fodspor og står i stampe med et individuelt filmsprog, der aldrig er gået skridtet videre. Selvom de måske nok så kreative elementer har fået frit spil, giver Det andet liv mere indtryk af at være en skrabet debutfilm end et comeback fra en af 90'ernes mest lovende danske instruktører.

Det andet liv
Se spilletider
Se filminfo