(Foto: UIP)
Manuskriptforfatter og instruktør Luc Besson har gennem film, som "La Femme Nikita", "León" og "The Fifth Element" skabt nogle af filmhistoriens mest interessante og cool action-heltinder. I "Lucy" har Besson på bizar vis gentaget uforglemmeligheden med Scarlett Johansson i rollen som Lucy, en kvinde der ved et uheld forvandler sig fra narkosmugler til en ubønhørlig robotkriger.
Hvis man skal sætte et ord på Lucy, så må det ganske enkelt være: bizar. Filmens tese er, at vi mennesker kun bruger 10 % af vores hjerner, og at hvis vi ved et tilfælde kunne få adgang til mere end det, så ville vores viden og kunnen nå helt uanede horisonter. Lucy, som spilles af Scarlett Johansson, tvinges til at agere narkosmugler for et koreansk narkokartel ledet af Mr. Jang (Min-sik Choi), der huserer i Taiwan. Stoffet bliver anbragt i hendes mave, og der da går hul på posen med stoffet CPH4, begynder Lucys hjerne at bruge langt over den almindelige procentdel. Narkotikummet giver hende en række overnaturlige kræfter såsom telekinese, annullering af smerte, evnen til at absorbere viden øjeblikkeligt, dramatisk hastighed og flere andre vanvittige færdigheder.
En halv time inde i filmen er Scarlett Johansson nu på et killing spree, hvis hovedformål ikke er tydeligt, og man mister tråden i forhold til det, der til at starte med syntes at være plottet. Problemet ligger i virkeligheden i, at Lucy efter 90 minutter efterlader en med en følelse af, at man har set tre film på en gang.
Den første halve time af Lucy er egentlig ret fed: Overdådige taiwanske luksushotelværelser, koreanske mafiatyper og Taipeis 101 i baggrunden. Når man ser dette, undres undertegnede over, hvorfor man egentligt ikke bruger Taipei oftere som filmkulisse. Skiftet sker så, da Lucy har fået en overdosis af CPH4 og pludselig går fra offer til superkvinde, og det bliver pludseligt lidt svært at fastholde opmærksomheden på de endeløse vilde ting, som hovedpersonen udfører under indflydelse af narkotikummet. Dertil er der en slags gennemgående Terrence Malick-agtige billedsekvenser om dyr og evolutionen, som egentligt fungerer meget fint til Prof. Normans (Morgan Freeman) forelæsninger om menneskehjernen. Men disse bliver også til et psykedelisk sammensurium, sådan som filmen skrider frem, og Lucy tager mere og mere af sin hjerne i brug.
Man er i bund og grund underholdt under filmen, men kan ikke ryste følelsen af at det er, som om Besson har siddet med alle sine ideer og besluttet at skrue max op for dem alle. Det er derfor rigtig svært at gengive følelsen af filmen, for på sin vis ved man ikke, hvad man har set. Det er som om man spiser en suppe, hvor alle krydderier i skuffen er blevet brugt, og der ikke er tænkt på ideen om at less is more.
Hvad angår Scarlett Johansson, så er skuespillerinden uden tvivl betagende at se på, og til tider er hun rigtig god i rollen som robotagtig dræber/vidensmaskine. Men efter at have set en del film med halvdanske Johansson, så kan undertegnede desværre konkludere, at hun hører til de skuespillerinder, der kun leverer middelpræstationer.
Lucy er som sådan ikke en dårlig film, for veteranen Besson er konstant klar over, hvad der skal til for at underholde publikum. Og der er endda fine kommentarer til filmhistorien og især et kærligt nik til de populære franske Taxi-film, som er forfattet af ham selv. Mange vil sikkert føle sig underholdt eller om ikke andet bedøvet af det bizarre filmshow, der foregår foran dem i kraft af Bessons filmiske vanvid.
