(Foto: Camera Film)
Skuespilleren Ralph Fiennes' instruktørdebut "Corolianus" var en moderne tilpasning af en William Shakespeare-klassiker, som gav Fiennes en Bafta-nominering for bedste debut. Hans instruktørevner kan nu ses i endnu en periodefilm, "Den usynlige kvinde", om Charles Dickens' affære med den 27 år yngre Nelly Ternan.
At britiske Ralph Fiennes (bl.a. Schindlers Liste, The English Patient og senest i The Grand Budapest Hotel) er en fremragende skuespiller, er der vist få, der er i tvivl om. Som mange skuespillere har Fiennes nu forsøgt sig som instruktør, og i sine nu to spillefilm viser han, at hans talent i filmens verden ikke begrænser sig til at stå foran kameraet.
Den usynlige kvinde er baseret på Claire Tomalins biografi om Nelly Ternan, en ung skuespiller, der var forfatteren Charles Dickens' elskerinde i de sidste år af hans liv. Dickens var 45, da han mødte Ternan på 17. Han var gift og havde børn, og deres kærlighedsaffære, der varede til Dickens død i 1870, blev holdt hemmelig; især grundet det hykleriske samfund i det nittende århundredes England. Historier om romancen begyndte først at komme frem i 1933 efter Dickens' børns død.
Fiennes forbeholder sig rollen som Dickens og gør en fantastisk præstation som den store karismatiske og intelligente personlighed, forfatteren var. Felicity Jones ses i rollen som Ternan og er uden tvivl filmværkets store stjerne. Hun afviger fra den typiske victorianske heltinde og indtager en næsten spøgelsesagtig figur, der lever i skyggerne af en mere lykkelig tid. Jones der allerede har bred erfaring inden for film (bl.a. spiller hun side om side med Maggie Gyllenhaal i Hysteria), TV og teater, stadfæster, at hun er en af de mest lovende skuespillerinder på den britiske filmscene.
Den usynlige kvinde er lunefuld, kærlig og lidenskabelig, med mange henvisninger til Dickens' værk flettet ind i fortællingen og replikkerne. Den er en typisk periodefilm om store romancer i stil med Jane Austen- og Emily Brontë-filmatiseringerne. Den detaljerede iscenesættelse og kostumerne bringer publikum tilbage til victoriatidens England, mens Rob Hardys spektakulære billeder viser os Nellys mest intime og melankolske øjeblikke i takt med Ilan Eshkeris smukke musik.
Problemet med Den usynlige kvinde er dog, at filmens synes konstrueret omkring elegante og udtryksfulde scener, der brillerer i atmosfære, men hvor detaljerigdommen på en måde kommer til at kvæle selve fornemmelsen af kemien mellem Dickens og Ternan. Og resultatet bliver, at filmen ikke helt formår at tage én med storm, som det lykkedes med eksempelvis Cary Fukunagas filmatisering af Brontës Jane Eyre. Fiennes' anden spillefilm er derfor for et publikum, der vil dvæle i detaljerne snarere end at blive revet med af historiens plot, der synes at halte noget her og der.
Den usynlige kvinde
Se spilletider
Se filminfo
