|
|
Hiphoppens stormester kastede om sig med smittende håndtegn og passioneret musikglæde.
Få nulevende kunstnere har så stor betydning for en musikgenre, som Grandmaster Flash har for hiphop.
DJ-pioneren fra South Bronx, med det borgerlige navn Joseph Saddler, har om nogen defineret, og skabt, turntablism. - Kunsten at mixe, scratche, cutte og af den vej manipulere med allerede produceret musik. Altså fundamentet til hiphop og det meste af den nyere moderne musik. Natten til fredag (7. august) skulle den 56-årige legende prøve kræfter med Rust, der ikke på forhånd var udsolgt, men i løbet af natten blev fyldt til bristepunktet.
Den lune aften grillede publikum, og var det ikke blevet sveddryppende nok ved solid DJ-opvarmning fra DJ Graded, KCL og Dj Whut, blev spillestedet det senere. Støvede funk-klassikere kastede passende bolden op til hiphoppens gudfar, der senere kom på scenen. Til trods for et klassisk old school set up stod både gamle og unge hiphop-kendere forventningsfuldt side om side på de klistrede gulve, tålmodigt ventende på den sene natkoncert.
Helt som planlagt dukkede Grandmaster Flash op på scenen præcis kl. 01. Stormesteren startede pompøst og proklamerede 1969 som hiphoppens fødeår. Ikke fordi den først hiphop udkom her, men fordi den tidlige hiphop trækker på et musisk bagkatalog fra den tid.
Hvad der efter fem minutter virkede som et kedsommeligt afsæt til hiphop-historiens ABC, vendte resolut på pladespilleren. De næste to timer blev i stedet en mesters lektion i, hvordan et DJ-set skal skrues sammen; og når stormesteren taler, lyttes der. Funk, disco, rock, jazz, blues, hiphop. Overskud og overblik, cut og scratch, sammensmeltet i en højere organisk enhed, mens Rust blev forvandlet til et hav af arme, der svingede i tone og takt. Kan der tales om visdom i hænderne, mixede Grandmaster Flash gavmildt ud af sin enorme erfaring.
Selvom kataloget bød på alt fra James Brown til Nena, blev intet hængende i fortidens vakuum. Det kreative mix diskede i metermål op med nyt og gammelt af godteposen, alt sammen velsmagende og frisk serveret. Et forrygende scratch af The Verves "Bittersweet Symphony" skiftede over i et Major Lazer-medley, som skiftede over i et Pharrell-medley. Frem og tilbage, med hiphop-indslag som Onyx og Dr Dre, i et hurtigt skift til et Beyoncé-medley og videre over i Isaac Hayes. Crowd pleasing, men effektivt. Konstant brobyggede mellem fortid og fremtid, opløst i nutidigt mix. En stormesters lektion om 70'erne som fundamentet, og 80'erne som det vigtige årti, det identitetsskabende for hiphoppens selvforståelse. - Underforstået: Grandmaster Flashs selvforståelse.
Alle uransagelige veje, ifølge Grandmaster Flash, fører til Grandmaster Flash som det essentielle knudepunkt. Og naturligvis til Sugar Hill Gang-miljøet, som han selv var en del af. Helt løgn er det ikke. Hiphoppens svar på Elvis kan, med rette, slippe afsted med at have et ego på størrelse med solsystemet, når hans enorme indflydelse holdes op mod en stjernehimmel af alverdens kunstnere, der i dag bruger de teknikker, han opfandt. Ikke mindst fordi det musiske momentum holdt live, og publikum var med hele vejen.
Først til sidst kom hans eget bagkatalog på banen. Det imødesete klimaks kom naturligvis med "The Message". Grandmaster Flash er dog først og fremmest en DJ og entertainer, og der blev ikke dvælet længe ved hans største hit. Mixet stoppede derfor ikke her, men gled derefter over i et Bee Gees-medley, og direkte over i A Tribe Called Quest og Cypress Hill. Reference efter reference. Kort for hovedet, måske - men helt forrygende sat til vægs og eksekveret.
Selvom "White Lines" manglede som kirsebærret på toppen, leverede Grandmaster Flash en fantastisk koncert, i søgen efter "the lost art of hip hop". Tilbage til rødderne, tilbage til den gode smag, og det er en mangelvare blandt mange DJs. "Hvorfor kan alle DJs ikke spille på den måde?", blev publikum spurgt. Måske fordi de ikke er Grandmaster Flash.
Grandmaster Flash på Rust 7. august 2014
