Flere nyheder

 
Film
En grum fortælling

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En grum fortælling
Tor. 21. aug. 2014


(Foto: Miracle Film)

"Joe" er ikke en "feel good"-fortælling, men et hårdt og brutalt socialrealistisk drama fra det støvede sydstats-USA; med en fremragende Nicolas Cage i hovedrollen.

Filmen Joe er baseret på en roman af Larry Brown og er instrueret af David Gordon Green, som er kendt for en række film som George Washington fra 2000 og Your Highness fra 2011. Green har sammen med filmfotografen Tim Orr, der har filmet flere af Greens film, skabt en fortælling og nogle billeder, som er svære at fjerne fra nethinden igen.

Nicholas Cage spiller Joe. Han har problemer med sit temperament, hvilket gav ham nogle måneder i fængsel for overfald på en politibetjent. Joe har arbejdet på at komme af med sin vrede og er nu formand for et arbejdssjak, der arbejder med skovrydning ved at sprøjte gift i træer. Joe er single, bor sammen med sin bidske bulldog, og svinger i ny og næ forbi det lokale bordel. Det er tydeligt at mærke, at Joe har haft en hård fortid, selv om vi aldrig får den fulde historie, men blot nogle få brudstykker undervejs. Joe er vellidt i lokalsamfundet, og han er loyal og gavmild over for sine venner. Samtidig kan han være yderst ubehagelig over for dem, han ikke kan lide. Med håndholdt kamera bliver vi trukket med gennem det grusomme miljø. Gennem lokationer, som ikke synes at være opstillet for vores skyld for at give os den bedst mulige filmiske oplevelse - men derimod lokationer, som er nøje udvalgt for at være underlægning til denne dokumentar-lignende fortælling om vold og uligheden i menneskers levevilkår selv i dagens USA.

Joe befinder sig midt i en personlig krise, hvor han sætter spørgsmålstegn ved de valg, han har truffet i løbet gennem livet, og han reflekterer over, hvordan han skal leve resten af sit liv.
En dag dukker den 15-årige Gary, spillet helt fantastisk af Tye Sheridan, op i skoven og beder Joe om at ansætte ham og hans far Wade. Gary kommer fra en ludfattig familie, ledet af den voldlige og alkoholiserede far Wade, som er en meget ubehagelig mand. Familien forsøger at få livet til at hænge sammen, men det er ikke let, da Wade gang på gang på grund af sit misbrug både stjæler, slår og snyder sig til penge og den næste flaske vin. Det er bemærkelsesværdigt, at Wade ikke spilles af en uddannet skuespiller, men af Gary Poulter, en hjemløs som instruktøren fandt til denne rolle.

Joe ansætter den hårdtarbejdende Gary. Efterhånden som han finder ud af, hvordan Gary bliver behandlet hjemme af faren, bliver Joe mere og mere splittet. Han ved, at han skal beherske sin vrede mod Wade, og at det ikke er hans opgave at redde drengen fra misbrugshjemmet. Gary minder Joe om ham selv, og Joe kan ikke lade være med at se sig selv i en form for beskytter/faderrolle over for ham. Joe forsøger at hjælpe Gary, så godt som han kan, og det er hårdt at se denne unge dreng forsøge at kæmpe sig op fra de kummerlige kår med drømmen om at kunne tjene penge, så han kan flygte med sin mor og lillesøster fra farens jerngreb. På et tidspunkt bliver Garys situation så alvorlig, at både vi og Joe kan mærke smerten, og Joe ser sig selv i den umulige og utålelige situation at skulle vælge mellem at lade Gary forblive i sin grusomme virkelighed - eller ikke...

Det er længe siden, Nicolas Cage har haft en rolle som Joe, hvor der har været så meget at arbejde med. Cage forsvinder langt ind bag det grove skæg og helt ind i sjælen af denne forpinte mand, som kæmper med sit eget selvbillede og verden omkring sig.

Joe er en langsom fortælling, der gennem flotte stemningsbilleder viser et gulligt og støvet USA, og den præsenterer os for karakterer, som er virkelige og troværdige. David Gordon Green er en sand "karakter-instruktør", som giver sit publikum lysten til lære sine karakterer at kende på både godt og ondt.

Joe efterlader én med følelsen af afmagt, og man ryster den ikke lige sådan af sig, efter man forlader biografen. Den er narrativt set intelligent, har stærke skuespilpræstationer af Nicolas Cage, Tye Sheridan og Gary Poulter, og den kan give en hel biografsal et sug i maven og den knugende, smertende fornemmelse af, hvad ondskab er.

Joe
Se spilletider
Se filminfo