Flere nyheder

 
Teater
Sommerballet 2014: Gravity

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sommerballet 2014: Gravity
Ons. 27. aug. 2014


(Foto: Bellevue Teatret)

Dette års Sommerballet på Bellevue Teatret er en balletkoncert - med tryk på koncert. I "Gravity" er det snarere danserne, der akkompagnerer musikken, end omvendt.

Sommerballet 2014 Gravity med Mads Langer står der på billetten. Der burde nærmere stå Mads Langer med Sommerballet 2014 Gravity.

Det er altid spændende at se, hvad Alexander Kølpin har at byde os på, når dørene til teatersæsonen på Bellevue Teatret går op. Sidste år blev publikum blæst væk af de fantastiske tjekkiske Bubenícek brødre i forestillingen The Picture of Dorian Gray. I år blev en ny teatergenre så født på Bellevue: Balletkoncerten - og hvorfor ikke prøve kræfter med noget nyt?

Der har været stor succes med de mange teaterkoncerter, hvilket i år markeres med genopsætningen af Gasolin' på Aveny Teatret. Det undrer ikke, at koreografen Anja Gaardbo er gået ind i dette projekt. Hun har tidligere været koreograf på teaterkoncerter som The Beach Boys Teaterkoncert på Aarhus Teater i 2008 og Mozart Teaterkoncert i 2012.

Det er et spændende eksperiment at være publikum til. Vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente, når der i programmet står, at koreografen ikke har hæftet sig for meget ved indholdet af Mads Langers sangtekster, men derimod vil lade dansen styre af musikken. Det er svært, for vi vil så gerne presse kontekst og forståelse ned over det, vi ser. Vi er så vante til at knække koden i historien og finde meningen med det hele.

Med Gravity bliver vi bedt om at læne os tilbage og lade Mads Langer indtage scenen. For der er ingen tvivl om, at det er hans scene. De seks dansere akkompagnerer ham, når musikken lader plads til det. Det er en flot koncert med Mads Langer, og han kommer godt ud til publikum. Men man kunne ønske, at der var gjort plads til lidt mere dans i forestillingen. Vi bliver som publikum så begejstrede, når de seks dansere endelig får et nummer, hvor der er plads til andet end at ligge og rulle rundt på gulvet eller at gå i ring på scenen. Det virker som lidt spild af disse fantastiske talenter, at de ikke får muligheden for at udfolde sig på scenen. Det er tydeligt, at vi får glimt af noget stort i de få brødkrummer af dans, som vi får at se. De glimt, vi får, viser spor af 80‘ernes breakdance, house, og klassiske trin kombineret med staccatiske abstrakte former og kantede bevægelser.

Gravity er en mørk og dyster fornøjelse. Iklædt lange, grå kapper med farvestrålende for og spanske hatte toner de seks dansere frem på scenen, hvor de lader sig styre af den ensomme fornemmelse, Mads Langer skaber. Scenografien er holdt i sort og metallisk grå, og på bagscenen sidder de to musikere, Mikkel Damgaard på keyboard og Asger Møller på trommer. Det er som om, vi som publikum er fanget i en mørk kælder, der er bygget på ulykkelig kærlighed, hvis man lytter til Mads Langers tekster. Alt, hvad vi indånder, er et tykt luftlag af melankoli, og vores eneste trøst er lyden af fingerspil på den akustiske guitar.

Dette års Sommerballet er en underlig størrelse, som på sin vis skuffer og på sin vis er et meget spændende eksperiment. Den er skuffende for de af os, som godt kan lide ballet og dans, da dette er meget underspillet. Men den er spændende for de af os, som godt kan lide, at der bliver trukket lidt i de gamle traditionelle forestillingsgenrer. En ting er dog sikker. Sommerballet 2014 med Mads Langer er en innovativ ide. Og hvem ved, måske betyder den, at vi mødes igen i 2034 til 20-års jubilæumskoncert for den første balletkoncert.

Sommerballet 2014: Gravity
Bellevue Teatret
Se spilleplan