Flere nyheder

 
Udstilling
Jim Lyngvild på Galleri Flintholm

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jim Lyngvild på Galleri Flintholm
Ons. 10. sep. 2014
kilde: KultuNaut

Galleri Flintholm er stolt af at kunne præsentere den allerførste galleriudstilling med den talentfulde fotograf Jim Lyngvild

Det er lykkedes Galleri Flintholm at overtale Jim Lyngvild til at udstille en række spektakulære, flamboyante og æstetisk meget smukke fotografier. Den bemærkelsesværdige serie "De 7 Dødssønner" refererer til de syv dødssynder, der var et populært tema blandt kunstnere fra begyndelsen af 1300-tallet. Desuden præsenteres/fremvises en række fremragende komponerede opstillinger og stemningsmættede portrætter. Blandt andet ses politikeren Pia Kjærsgaard stylet og fotograferet med et Rubens maleri som baggrund. Fotografierne er overført på lærred.

Om Jim Lyngvild
Født 1978 i Holbæk og opvokset i Albertslund. Han har fotograferet siden han var 9 år, hvor han fik sit første kamera af sin far. Her tegnede han kunstskøjteløbsdragter og fotograferede, når de andre drenge legede krig.
Jim Lyngvild, der er designer, forfatter og modekommentator (siden 2006 på Ekstra Bladet), har gået på Københavns skrædderskole i et år og er uddannet designer fra Fashion Design Akademiet i København, hvor han fik skolens indtil videre eneste 13-tal.

Fra 2003-2004 drev han forretningen Gespenst i København, hvorfra han solgte tøj af eget design. Han har skrevet 22 bøger bl.a. om hesteopdræt, vikingeretter, fantasy romaner og om Europas kronprinsesser. Han har i samarbejde med Plum A/S, Assens, skabt cremeprodukter ved navn Raunsborg. Derudover har han deltaget i en række TV programmer, f.eks. Robinson Ekspeditionen, Til middag hos.. og Britain's Got Talent i 2009. Privat bor Jim Lyngvild i sin selvdesignede vikingeborg "Ravnsborg" ved Korinth på det sydvestlige Fyn.

Fernisering med taler lørdag den 13. september kl. 14-17
I forbindelse med ferniseringen, bliver der klokken 15.00 slået på glasset med et indlæg af kunsthistoriker mag.art. Lise-Lotte Blom, der kort redegør for begrebet "de 7 dødssynder" samt kort om, hvorledes motivformen opstilling (Stilleben, Nature Morte) har fascineret kunstnere siden antikken. Og så vil hun også tale om Jim Lyngvilds sans for, i ordets bedste forstand, at iscenesætte, samt hans fornemme evne - som fotograf - til at få en sansning af materialerne frem i genstandene og personerne. Her er selve ideen, belysning og akkuratesse et must hos fotografen bag Hasselblad kameraet, Jim Lyngvild.

Udstillingen "De 7 Dødssønner" kan opleves i perioden 13. september til den 26. oktober i:

Galleri Flintholm
Filippavej 57
5762 V. Skerninge

Hjemmeside: http://www.galleriflintholm.dk/

Åbningstider i udstillingsperioden er torsdag kl. 13-17 samt lørdag-søndag kl. 12-16.