| |
(Foto: Nordisk Film Dist.)
"Hundredefodsrejsen" er bestemt en hyggelig film. Desværre lader instruktør Lasse Hallström sin fortælling bygge for meget på stereotyper. Franskmændene afbildes som snobber uden humor, og inderne med usmagelig kitsch-indretningsstil og hang til høj musik.
Det er en rigtig "feel-good"-film, der trækker på instruktør Lasse Hallströms repertoire, som blandt andet tæller film som The Cider House Rules (1999) og Chocolat (2000). Visuelt er Hundredefodsrejsen utrolig flot. Både farvevalg og lyden af sitrende grønsager på en varm pande går lige ind i sjælen; det er mødet med en gammel ven. Det betyder ikke så meget for en Hallström-film, om der laves chokolade eller murgh masala. Det er endnu en film om modsætninger, som mødes. En film om tolerance. En film om at åbne sine øjne og prøve noget nyt. Det er Lasse Hallström, der kører i den sikre bane, for der er ingen slinger i valsen. Det er en kendt og afprøvet metode, som virker, så hvorfor pille ved den? Som publikum ved vi præcis, hvad vi går ind til, når der står Hallström på plakaten.
Den indiske familie Kadam flytter til en lille øde fransk landsby og sætter fut i gaden med deres nyåbnede restaurant. De byder landsbyboerne inden for til et væld af kulinariske oplevelser. Deres restaurant, Maison Mumbai, ligger selvfølgelig lige over for den yderst velansete, Michelin-stjerne dekorerede, klassiske, franske restaurant Le Saule Pleureur.
Helen Mirren spiller overklasseenken Madame Mallory, der siden sin mands død har drevet restauranten Le Saule Pleurer. På den anden siden af gaden (hundrede fod væk) er det den indiske skuespiller Om Puri, der spiler Papa Kadam. Overhovedet i familierestauranten Maison Mumbai.
Mirren og Puri er rigtig godt castet til at spille to stædige modsætninger, der forsøger at gøre livet sur for hinanden. Eksempelvis køber Madame Mallory en dag alle fiskene på det lokale marked, så familien Kadam er nødt til at køre 50 km. for at finde fisk til deres åbningsmenu.
Det ville være synd at sige, at Mirren har meget at kunne putte i rollen som Madame Mallory. Selvom der ikke er meget at hente for hende i manuskriptet, forsøger hun bravt hele filmen igennem at give sin karakter noget mere end blot det karikerede franske med engelsk accent. Der er en meget finspillet scene, hvor Madame Mallory venter på det årlige opkald fra Michelin for at finde ud af, om hun beholder sin ene stjerne. Mirrens ansigtsudtryk rummer en hel livshistorie og viser, at der er tidspunkter, hvor det er svært at holde på den fine franske etikette, da hun tager opkaldet.
Det er let at fokusere på Mirren og Puri i denne film. Men filmens hovedperson er egentlig Hassan, spillet af Manish Dayal. Han er søn af Papi Kadam og har lært at lave mad af sin mor. Hassan elsker mad og har en nysgerrighed for at lære nye opskrifter, smage og dufte at kende. Han møder den smukke Marguerite, spillet af Charlotte Le Bon. Hun er sous-kok på Le Saule Pleureur. Efter mødet bliver Hassan fascineret af den franske madlavningskunst, som Marguerite fortæller ham om. Hassan står for madlavningen på familierestauranten, men da han har en drøm om at lære det franske køkken, kommer han i lære hos Le Saule Pleureur. Og så har vi omdrejningspunktet for historien. Hassan er et naturtalent. Snart ligger hele restaurantverdenen for hans fødder. Alle vil ansætte ham, men spørgsmålet er, hvad vil Hassan?
Selv om det ikke siger meget, så er de bedste dele af manuskriptet gået til Mirren og Puri. Det efterlader desværre ikke meget til Dayal og Le Bon. Deres roller fremstår således meget halvfærdige. Filmens øvrige karakterer, der blot lader til at være med som fyld, havde næsten haft det bedre som statister uden replikker, for hvad der bliver smidt i deres retning er ligegyldigt.
Hundredefodsrejsen bæres af Helen Mirren og Om Puri. Da man bliver lullet ind i den "Hallströmske varme, imødekomne og sentimentale tilstand", bemærker man først rigtigt, hvad det er man egentlig har set, når man tænker over filmen på vejen hjem fra biografen.
Hundredefodsrejsen
Se spilletider
Se filminfo
