Flere nyheder

 
Litteratur
Helens bog om børn og opdragelse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Helens bog om børn og opdragelse
Tir. 9. sep. 2014

Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen udgiver nu sit bud på, hvordan man kan opdrage sine børn, så de strutter af selvværd og empati.

Tydelige voksne giver trygge børn er undertitlen, men også det gennemgående tema i det seneste skud på stammen af bøger om børn, og de udfordringer de stiller deres forældre overfor.

Helen Lyng Hansen er kvinden bag www.netsundhedsplejerske.dk, hvor hun gennem sin brevkasse hjælper småbørnsforældre med alle tænkelige problemstillinger lige fra kost til putteritualer og søskendeforhold. Bogen her er blevet til ud fra tre spørgsmål, Helen Lyng Hansen har stillet brugerne af sin brevkasse: Hvad betyder opdragelse for dig, hvad vil du gerne undgå, og hvad vil du gerne opnå?

Det har resulteret i seks overordnede emner, der kommer rundt om forældrerollen, barnets selvværd og selvtillid, de gode manerer, søskendeforholdet, hvordan man lærer barnet at sige fra og at høre efter. Bogen kommer rundt om alle de tanker og bekymringer, forældre kan have i forhold til opdragelse af de små guldklumper. For hvordan får man et barn, der ikke plager, sidder pænt ved bordet og deler sit legetøj med vennerne? Helen Lyng Hansens tilgang til opdragelse går gennem anerkendelse, gensidig respekt og tryghed.

Bogen er inddelt i 9 kapitler og fungerer bedst, hvis man læser den fra den ene ende til den anden; det giver et godt flow og overblik, da mange af emnerne overlapper hinanden.
Efter første gennemlæsning kan den sagtens bruges som en opslagsbog, hvis der dukker et specifikt problem op. Kapitlerne er inddelt i mange underafsnit, der gør det nemt og overskueligt at finde frem til en løsning på en given problemstilling.

Helen Lyng Hansen forklarer kort og ligetil, hvorfor barnet pludselig kaster sig skrigende på gulvet i supermarkedet, når mor siger nej til slik, eller bryder grædende sammen, når far hælder mælk på havregrynene. Der er ingen illustrationer eller sjove faktabokse, til gengæld er der masser af eksempler på dos and don'ts og på, hvordan man som forældre tackler velkendte og konfliktfyldte situationer og samtaler på en mere anerkendende og respektfuld måde.

Bogen er helt i tråd med den stil og de råd, man kan få i Helens brevkasse, så er man tilhænger af netsundhedsplejersken, vil man helt sikkert blive glad for Helens bog om børn og opdragelse.

Køb bogen på saxo.com

Helen Lyng Hansen: Helens bog om børn og opdragelse
Gads forlag, 287 sider
ISBN: 9788712049913