Flere nyheder

 
Teater
Alvin Ailey i Tivoli

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Alvin Ailey i Tivoli
Ons. 10. sep. 2014


(Pressefoto)

Tivoli har siden 1981 haft et godt samarbejde med Alvin Ailey American Dance Theater. I år bydes de derfor velkommen for 14. gang i forbindelse med Tivolis Balletfestival. Alvin Ailey American Dance Theater præsenterer os i år for tre programmer, fordelt over de 11 forestillinger, og premiereaftenens Program A var et interessant møde.

Aftenens program lægger ud med Night Creature med musikkompositioner af Duke Ellington, opført af Tivoli Big Band. Der er en god variation i brugen af danserne, og stilen er jazzet og til tider Bournonville'sk med fjerlette spring. Det er svært ikke at blive imponeret af de fysisk krævende yderpositioner, danserne Linda Celeste Sims og Vernard J. Gilmore viser. Kostumerne er flotte sølv-blå. Det får nærmest danserne til at minde om guldsmede over en sø på en varm sommeraften. Et perfekt "boogie-woogie ægteskab" mellem Duke Ellington og Alvin Ailey American Dance Theater.

Pas de Duke, den anden sats i aftenens program, er selvfølgelig en hyldest til Duke Ellington. Igen er Tivoli Big Band jazzet med Ellington. Det er en moderne fortolkning af den traditionelle pas de deux, med lige del elegance og frækt jazzet udtryk er det som boblende champagne.

The River, den tredje sats, handler om fødsel og død. Her udfolder Alvin Ailey-kompagniet sig med et hav af stilarter og viser koreografens fascination af den klassiske ballet. Megan Jakel er med en indlevende fortolkning fantastisk i solopartiet Vortex.

Tivolis Big Band har forladt scenen, og over højtalerne brager gospel ud. Det er til tider svært at følge trinene på scenen. Dansens tempo øges i takt med, at musikkens tempo sættes op. De er lynende hurtige. Antonio Douthit-Boyd er imponerende i solo-partiet I Wanna Be Ready.

Revelation er Alvin Ailey American Dance Theaters signaturstykke og er blevet opført siden 1960. Det har fået mange tusinde publikummer verden over til at klappe så heftig i hænderne, at temperaturen stiger i rummet, og arkitekterne må være bekymrede for, om deres gamle teaterbygningers tage vil kunne klare vibrationen af begejstring. Publikum i Tivolis Koncertsal var ingen undtagelse. Det var svært ikke at lade sig rive med af denne gospel. Revelation er byggestenen for alle danserne på Alvin Ailey American Dance Theater. Det er ren rutine for dem alle. Den sidder på rygraden og forekommer lige så naturlig for dem som at trække vejret.

Revelation er en traditionel gospel om tiden i sydstaterne før den amerikanske borgerkrig. Om livet på bomuldsmarkerne. Om ønsket om at være fri. Om at have tiltro til at Gud ved, hvad der er bedst.

Det er virkelig et flot stykke teamwork. Danserne rammer deres cues klokkeklart. Det er en velsmurt maskine, som bare kører derudaf. Det er måske for finpoleret efterhånden, og man mærker klart det amerikanske showmanship. - Noget, man egentlig kunne lære lidt af herhjemme. For førstegangspublikummet er og bliver det et show; en fantastisk oplevelse. Har man derimod oplevet kompagniet før, vil man nok sidde med en fornemmelse af, at man godt kunne have tænkt sig noget nytænkning. Men man kommer ikke uden om, at Alvin Ailey American Dance Theater er gode til det, de gør. De forstår at få publikum med sig, og alle er glade, når encore med Rocka My Soul får os op af stolene, og tankerne flyder mod Broadway.

Alvin Ailey American Dance Theater
Tivolis Koncertsal
Se spilleplan